- IS og al-Qaeda vil kunne finde ny frugtbar jord i Libyen, siger Tyrkiets leder før stort fredsmøde i Berlin.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, advarer om, at Europa vil møde mange nye problemer og trusler, hvis Libyens legitime regering falder.

- Terrororganisationer som IS (Islamisk Stat, red.) og al-Qaeda, der led nederlag i Syrien og Irak, vil kunne finde ny frugtbar jord i Libyen og komme på benene igen der, skriver den tyrkiske leder i et indlæg i den amerikanske netavis Politico.

Tyrkiet er selv blevet anklaget for at have givet IS større spillerum med den tyrkiske invasion i det nordlige Syrien. Invasionen var rettet mod en kurdisk milits, som havde spillet en hovedrolle i bekæmpelsen af IS.

Den libyske oprørsgeneral Khalifa Haftar, som forsøger at styrte den internationalt anerkendte regering i Tripoli, bliver anset for at være antiislamistisk, mens Libyens moderate islamister støtter regeringen i Tripoli.

Libyens FN-støttede premierminister, Fayez al-Serraj, og landets regering har i den seneste tid gjort markante fremskridt frem mod en fredsaftale.

Haftar støttes af Rusland, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater, mens Fayez al-Serraj og den internationalt anerkendte regering i Tripoli støttes af EU og USA.

Muligheden for en våbenhvile og fredsforhandlinger er blevet åbnet, efter at Tyrkiet og Rusland har opfordret alle parter i konflikten til at indstille fjendtlighederne og indgå en våbenhvile.

Det nordafrikanske land har udviklet sig til et kaos, efter at en Nato-støttet opstand førte til den autoritære leder Muammar Gaddafis fald og død i 2011.

I 2019 forværredes situationen. Det skete, da general Khalifa Haftar og hans milits indledte en offensiv mod regeringen i Tripoli i den vestlige del af landet i april.

/ritzau/Reuters