Flere end 20.000 paller med værnemidler fra covid-19-tiden er enten udløbet eller gør det, før de kan nå at blive brugt.

Det skriver DR, der har tallene fra samtlige regioner, Aarhus Kommune og Kommunernes Landsforening.

Langt de fleste paller med mundbind, kitler, visirer og håndsprit står nu til at blive brændt.

Ifølge opgørelsen står der værnemidler for 670 millioner rundt omkring i Danmark.

Flere regioner forsøger, ifølge DR. at donere de udløbne værnemidler, men langt de fleste vil alligevel ende på forbrændingsanlægget.

Aarhus Kommune har stået i spidsen for det lager, som opbevarer størstedelen af de værnemidler, som nu er udløbet.

Lageret står dog i dag i Hedehusene.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard har skrevet et brev til justitsminister Peter Hummelsgaard (S), hvori han ærgrer sig over, at værnemidlerne går til spilde.

»Som det står lige nu, har vi fået at vide af staten, at det skal destrueres. Og det vil vi gerne udfordre, for vi synes, at det er spild af ressourcer, og vi tror også på, at noget af det kan finde en nyttig anvendelse i stedet for at blive destrueret,« siger han til DR.

Justitsministeren svarer til DR, at han gerne ser Aarhus Kommune arbejde videre med en plan om, hvordan man kan undgå at kassere blandt andet mundbind.

Region Hovedstaden er begyndt at destruere værnemidler. 6.988 paller, eksklusiv håndsprit, skal til afbrænding.

I Styrelsen for Forsyningssikkerhed erkender man, at der blev købt mere ind, end man havde brug for.

Sammen med regionerne arbejder styrelsen nu fremadrettet på en ny strategi, så det samme ikke sker igen, hvis en ny pandemi skulle ramme Danmark.