En stor Nato-konference, som skulle være afholdt i København, er blevet aflyst, efter der opstod uenighed med hovedtaleren, Stanley Sloan.

Det skete, blot to timer efter den velkendte Nato-ekspert skrev på Twitter, at han skulle være hovedtaler på Danish Atlantic Councils fejring af Natos 70-års fødselsdag,

Årsagen til, at Atlantsammenslutningen, der skulle have afholdt konferencen, besluttede af aflyse det hele, er, at den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, nedlagde veto mod Sloans deltagelse.

'Vi har hele tiden vidst, at Stanley Sloan har en kritisk tilgang til præsident Donald Trump. Det er ingen hemmelighed. Det ser man, hvis man følger Twitter og Facebook,' siger Atlantsammenslutningens generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, i en pressemeddelelse og fortsætter:

Carla Sands, USA's ambassadør i Danmark
Carla Sands, USA's ambassadør i Danmark Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

'Vi har dog aldrig været i tvivl om, at Stanley Sloan ved vores konference ville levere et upolitisk og objektivt indlæg. Dette havde Stanley Sloan lovet os. Derfor holdt vi fast i Stanley Sloan som oplægsholder, indtil den amerikanske ambassadør krævede, at Stanley Sloans deltagelse blev aflyst.'

Men hvorfor aflyse hele konferencen? – tænker du måske.

Lars Bangert Struwe fortæller, at det blev et alt for problematisk forløb.

»Vi kan ikke stille op i denne situation – endsige bede vores oplægsholdere om det,« siger han.

Herover kan du se Stanley Sloans tweets, hvor han kommenterer aflysningen.

»Aflyst! Jeg har lige modtaget en besked fra Danish Atlantic Council, hvor der står, at den amerikanske ambassade i København har nedlagt veto mod min deltagelse på grund af min kritiske holdning til Trumps indflydelse på de transatlantiske relationer,« skriver han.

Han skriver også, at han både er chokeret og bekymret.

Desuden har han valgt at dele hele sit oplæg på Facebook. Det kan du læse nedenfor, hvis det har interesse.

Der er dog nogle, der er uenige i ambassadør Carla Sands' beslutning.

»Jeg har læst det planlagte oplæg. I det roser Stanley Sloan bl.a. den amerikanske ambassadør for støtten til de værdier, som er bundet til vores fælles forsvarsalliance. Derudover ser jeg ingen direkte eller indirekte personangreb mod præsident Donald Trump.«

Sådan lyder det fra Niels-Ole Mannerup, der er sekretariatschef i Atlantsammenslutningen.

Carla Sands har ikke selv givet nogen forklaring på, hvorfor hun mente, at Stanley Sloan skulle udelukkes fra konferencen.