Kvindelige stofmisbrugere skal kunne føle sig mere trygge, når de indtager deres stoffer.

Derfor foreslår en række aktører på landets største stofscene på Vesterbro i København nu, at der oprettes et særskilt fixerum for kvinder.

»Det vil ikke fjerne overgreb, men det vil begrænse risikoen for vold i situationer med indtagelse af stoffer,« siger Mads Andersen Høg, konstitueret forstander på Reden København, der henvender sig til kvinder i misbrug og gadeprostitution.

B.T. har senest afdækket, hvordan voldtægter og vold mod udsatte kvinder er hverdagskost på Indre Vesterbro.

Siden juni sidste år har Reden København registreret 44 voldtægter og 369 voldshændelser blandt værestedets mere end 200 kvindelige brugere.

Mørketallet er dog formentlig meget større, vurderer Mads Andersen Høg.

»Vi må ikke acceptere, at kvinderne udsættes for vold,« siger han.

På H17 på Halmtorvet, der er Nordens største fixerum, hilser man idéen om et særskilt fixerum for kvinder velkommen.

»Både i Barcelona og Hamburg har man gode erfaringer med det. Deres oplevelse er, at når kvinderne begynder at komme der, så bruger de det også efterfølgende,« siger Rasmus Koberg Christiansen, leder af H17, til B.T.

H17 registrerer også løbende tilfælde af voldtægt, vold og tyveri mod deres kvindelige brugere.

Dem var der ni tilfælde af fra oktober sidste år til marts i år, heriblandt fire voldtægter og overgreb.

Flertallet af de voldelige hændelser fandt sted i nærmiljøet omkring H17, mens enkelte fandt sted indenfor.

Rasmus Koberg Christensen er leder af det københavnske fixerum H17. Arkivfoto
Rasmus Koberg Christensen er leder af det københavnske fixerum H17. Arkivfoto Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det er en spændende idé med et særskilt fixerum. Jeg tror ikke, at det vil betyde, at alle kvinderne vil stoppe med at komme i samme fixerum som mændene. Men det ene udelukker ikke det andet,« siger Rasmus Koberg Christiansen.

Det vil dog kræve en pose penge fra kommunen at realisere sådan et initiativ.

Hverken Reden eller H17 har de fornødne midler eller kapacitet til at realisere et særskilt fixerum for kvinder.

»Stofmisbrugere er meget stressede mennesker. Der skal følge ressourcer med i form af pædagogisk og sundhedsfagligt personale til at håndtere de konflikter, der opstår,« siger Mads Andersen Høg.

På Københavns Rådhus er SF positivt stemt over for ideen.

»Det må bero på kvindernes behov. Hvis flere kvinder føler sig mere trygge ved at bruge et særskilt fixerum, er det værd at drøfte,« siger Annika Smith (SF), der er medlem af Socialudvalget, til B.T.

Hun vil nu vende forslaget med de andre partier.

»Fixerummene er etableret for at redde liv og skabe mere tryghed for byens stofbrugere – ikke for at gøre deres hverdag vanskeligere eller mere utryg. Det er et bekymrende problem, som jeg vil tage op med mine kolleger,« siger Annika Smith.