Maks. 10 eller 20 personer samlet et sted.

Det er der, vi skal ned, hvis vi skal den stadigt tiltagende coronasmitte til livs.

»Det er sammenkomster, der er problemet. Man er nødt til at reducere forsamlingsantallet. Og det er formentlig helt ned til 10 og 20 personer,« siger Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen.

Torben Mogensen understreger, at det ikke er den brede befolkning, der er årsag til, at der nu skal indføres nye restriktioner.

Som han ser det, er der kun én befolkningsgruppe, der lige nu er ‘problemet’:

»Selvom man ikke kan sige det højt af frygt for at udskamme, er det de unge mennesker, der er nødt til at holde op med at feste. Det er sgu de unge, der gør det,« siger han.

»Meget alvorligt«

Fredag aften holder statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde, hvor danskerne vil blive præsenteret for de nye restriktioner, der formentlig allerede kommer til at gælde fra fredag.

Mette Frederiksen kalder på Facebook situationen »meget alvorlig«, efter der i dag er registreret det højeste smittetal i Danmark, siden man begyndte at teste for corona i foråret.

Uden at konkretisere hvordan restriktionerne reelt kommer til udforme sig, skriver hun, at det især vil være de sociale sammenkomster, der bliver slået ned på:

»Opgaven er at holde så meget som muligt af samfundet åbent. Og til gengæld skrue helt ned for de sociale arrangementer, for hvor mange (forskellige) vi omgås og hvor ofte det sker. Det er særligt det, vores nye tiltag vil gå på,« siger Mette Frederiksen i sit opslag på Facebook.

Flere mundbind

Et andet tiltag som Torben Mogensen også kunne forestille sig, at Mette Frederiksen og co. vil indføre, er et skærpet maskepåbud i det offentlige rum.

»Jeg er lidt tvivlende overfor, hvor meget det hjælper, men det gør i hvert fald folk opmærksomme på, at vi har smitten,« siger Torben Mogensen.

B.T. erfarer fredag eftermiddag, at alle fra mandag skal bære masker flere steder i det offentlige rum som eksempelvis supermarkeder, anden detailhandel samt uddannelsesinstitutioner med mere.