Svindlerne er tilsyneladende ikke kørt trætte i deres forsøg på at lokke penge ud af danskerne.

Tværtimod ser det ud til, at de bliver klogere og bedre til at efterligne de rigtige bankhjemmesider.

Og det får Danske Bank til endnu engang at sende advarsler ud til kunderne.

Mange af deres kunder oplever nemlig i øjeblikket at modtage sms'er fra svindlere, der udgiver sig for at være banken.

I en sms til deres kunder skriver Danske Bank blandt andet, at 'svindlerne forsøger at få udleveret koder og andre personlige oplysninger.'

Har man modtaget en sms, der beder dig følge et link, lyder opfordringen: 'klik aldrig på links i en sms, heller ikke selvom den ser ud til at komme fra os.'

Føler man sig lokket eller presset til noget, så skal man afslutte samtalen eller slette beskeden eller e-mailen, skriver de ydermere.

B.T. talte i maj med Ketil Clorius, der er chef for svindelbekæmpelse i Danske Bank. Han beskrev tendensen som 'et kæmpe problem.'

For svindelbeskederne er så vellignende, at det kan være meget svært at kende forskel på, hvad der er ægte og hvad der er falsk.

»Sms-svindel er ikke noget unikt. Det er noget, som har kørt i en længere årrække, og vi oplever at Danske Bank i særlig grad bliver brugt blandt svindlerne,« sagde Ketil Clorius dengang.