Alle kongelige regler og protokoller blev glemt og smidt væk, da den britiske prins Harry og hans hustru - hertuginde Meghan - mødte en lille femårig dreng på deres rejse rundt i Australien.

Den lille dreng ved navn Luke Vincent formåede nemlig fuldstændig at charmere det britiske par og stjæle al opmærksomheden.

Det britiske par var onsdag netop ankommet til Dubbo i New South Wales, hvor de skulle mødes med flere elever fra forskellige skoler, da de mødte Luke, der stod klar til at møde dem med blomster i hånden. Det skriver People.

Da prins Harry satte sig ned på hug foran ham for at hilse på ham, valgte den lille fyr at bryde fri fra rækken af mennesker, han stod blandt og give prinsen et kram - hvorefter han begyndte at ae Harrys røde skæg.

Foto: DEAN LEWINS
Vis mere

Til People fortæller Anne van Dartel, der er rektor på Buninyong Public School, hvor Luke Vincent går til daglig, at Harry var helt afslappet under mødet med den unge dreng, der ifølge Sydney Morning Herald har Downs syndrom.

»Han (Harry, red.) sagde: 'Hallo, unge mand', og Luke sagde bare: 'Hallo Harry'. Prins Harry opdagede elskværdigt, at hans sprog er begrænset, og han introducerede ham til sin hustru og sagde: 'Hun vil også elske et kram', og: 'Luke, vil du ikke give min hustru et kram også?',« fortæller hun.

Luke gav derefter sine medbragte blomster til hertuginden, som ifølge Anne van Dartel sagde, at hun 'ville elske et kram'.

Efter at have givet Meghan et kram, gik Luke tilbage til Harry og gav ham endnu et stort kram.

Foto: DEAN LEWINS
Vis mere

Ifølge Anne van Dartel er der en helt særlig grund til, at Luke var så fascineret af og glad for at røre ved prinsens skæg.

»Luke er vild med julemanden. Og så snart han så det (Harrys skæg, red.), gik vi lidt i panik, fordi han rørte ved et medlem af kongefamilien. Og han blev ved med det. Og han krammede ham. Men det, som du og jeg ikke kan slippe af sted med at gøre, det kan min smukke ven (Luke, red.),« griner hun ifølge People.

34-årige prins Harry, den yngste søn af prins Charles og lady Diana, blev i maj gift med 37-årige Meghan ved et stort bryllup på Windsor Castle.

I mandags afslørede det populære par, at de venter deres første barn.

Harry og Meghan ses her sammen med Luke Vincent.
Harry og Meghan ses her sammen med Luke Vincent. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

»De kongelige højheder er meget glade for at kunne meddele, at hertuginden af Sussex venter barn i foråret 2019,« oplyste en talsmand fra kongehuset.

»Parret sætter stor pris på al den støtte, de har modtaget fra folk over hele verden siden deres bryllup i maj, og er lykkelige over at kunne dele deres glade nyhed,« lød det videre.

Deres bryllup blev fulgt af millioner af seere verden over, og over 100.000 mennesker var taget til Windsor for at følge vielsen og hylde parret.

Meghan, der før vielsen bar efternavnet Markle, er tidligere skuespillerinde fra USA. Hun er blandt andet kendt fra tv-serien 'Suits'.