Kongehuset delte i weekenden et særligt billede, der skulle markere Dronningens 50-års regeringsjubilæum.

Umiddelbart er det den siddende dronning Margrethe, omgivet af børn, børnebørn og sin søster prinsesse Benedikte, som fanger opmærksomheden. Men brugere på sociale medier som Instagram og Facebook lægger især mærke til én ting.

'Sindssygt, som hun har forandret sig,' skriver en bruger. Men det er ikke rettet mod dronning Margrethe.

Det er derimod den 14-årige prinsesse Isabella, som får mange kommentarer med på vejen.

Prinsesse Isabella står næstyderst til venstre i billedet ved siden af prinsesse Benedikte. Foto: Steen Brogaard, Kongehuset
Prinsesse Isabella står næstyderst til venstre i billedet ved siden af prinsesse Benedikte. Foto: Steen Brogaard, Kongehuset Foto: Foto: Steen Brogaard/Kongehuset
Vis mere

'Gud, jeg kan slet ikke genkende Isabella. Hvor er hun smuk,' skriver en anden.

'Smukkeste familie. Man kan ikke andet end at være stolt over vores dronning. Og så må jeg simpelthen knytte en kommentar til prinsesse Isabella. Hold da op, en smuk pige,' skriver en tredje.

Og netop danskernes positive opmærksomhed på prinsesse Isabella er ikke helt tilfældig, vurderer B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

»Isabella er blevet en lille stjerne i det danske kongehus. Det her billede understreger bare, at Isabella kommer til at indtage en ret markant position i det danske kongehus. Hun nyder at få taget billeder,« siger Jacob Heinel Jensen med henvisning til, at hun fik taget billeder med Anders Hemmingsen og optrinet på trappen til prins Christians konfirmation i sommer.

Og Jacob Heinel Jensen spår, at danskerne har meget at glæde sig til i fremtiden, når de skal følge prinsesse Isabella.

»Der går ikke mere end fire-fem år, så er hun jo en helt voksen kvinde. Jeg tror, hun bliver spændende og sjov at følge,« siger Jacob Heinel Jensen.