»Det var en af Kronprinsens allerbedste – hvis ikke den bedste tale nogensinde,« lyder det begejstret fra B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen.

Søndag aften holdt kronprins Frederik tale for sin mor, dronning Margrethe, ved den store gallamiddag på Christiansborg Slot i anledning af hendes 50-års regentjubilæum.

Kronprins Frederik kom blandt andet ind på deres forskelligheder:

»Du maler, jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden, jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i Forsvaret. Du mestrer ordet, jeg mangler det af og til,« lød det blandt andet fra kronprins Frederik, der slog fast, at dronning Margrethe har gjort ham klar til en dag at overtage hendes job som regent.

Kronprins Frederik gav sin mor et kys på kinden efter sin tale.
Kronprins Frederik gav sin mor et kys på kinden efter sin tale. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Når tiden kommer, vil jeg føre skibet videre, med det vi har delt som ballast,« sagde kronprins Frederik, og B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen har kun stor ros til talen:

»Den var ualmindelig smukt udført. Man kunne jo også se, hvordan Dronningen lyste mere og mere op, jo længere han kom ind i talen,« fortæller han og fortsætter:

»Han evnede både at være sig selv i talen og stadig hylde sin mor. Han sagde, 'du er chefen', hvilket er en meget kronprins Frederik-agtig 'nede på jorden'-måde at omtale sin mor på. Og hun sad bare og rødmede, smilede og var pavestolt af sin søn, fordi han fremførte talen på den måde.«

Jacob Heinel Jensen påpeger, at mange danskere formentlig har tænkt, at kronprins Frederik aldrig har været den store taler.

»Man tænker måske, hvordan det fx skal gå med nytårstalerne, når han tager over. Kronprinsen sagde det jo også selv i sin tale og viste på den måde noget selvironi, hvilket også klæder ham,« lyder det fra Jacob Heinel Jensen, der tilføjer:

»Man må bare sige, at når Kronprinsen forbereder sig – vi må selvfølgelig gå ud fra, at han har fået hjælp til at skrive talen – så kan han godt. Bare måden, han tonerede sin tale på i aften, var exceptionel godt, og det giver noget ro omkring ham. Han skal jo bare være velforberedt.«

Jacob Heinel Jensen lagde også mærke til, hvordan kronprinsesse Mary reagerede på talen.

»Det er meget sigende – nu skal jeg jo ikke gå ind i hovedet på folk – men man kunne se en form for 'well done Frederik, den sad lige i skabet'. Hun virkede så stolt af ham,« fortæller han og tilføjer:

Kronprins Frederik under sin tale til dronning Margrethe.
Kronprins Frederik under sin tale til dronning Margrethe. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Dronning Margrethe sad hele aftenen med det samme 'tale-ansigt'. Lige pludselig, da hun indså, at kronprins Frederik sagtens kunne finde ud af det, så begyndte hun som sagt at røde, smile og bare nød sin søns tale. Det var et meget, meget rørende øjeblik i dansk royal historie.«

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen':