Hvis ikke der sker noget helt ekstraordinært, så tegner alt til, at det bliver et overvældende stort ja, når danskerne skal stemme på onsdag, om vi skal afskaffe vores forsvarsforbehold eller ej.

B.T. har spurgt partilederne i nej-partierne om, hvad de har tænkt sig at stille op inden onsdag for at sikre, at Danmark stemmer nej.

Nye Borgerliges Pernille Vermund har ikke lige den gyldne løsning. Hun har endda skrevet i en kommentar på Facebook under et af sine indlæg, at hun tror på et ja, selvom hun ihærdigt kæmper for et nej.

»Det ser svært ud. Jeg håber, at de, som stemmer ja, husker, at de først skal gå ned og stemme torsdag,« siger hun og griner.

Hun skynder sig at sige, at hun bare jokede, da afstemningen jo finder sted onsdag.

»Når man ser på målingerne, så vil et flertal af med forbeholdet. Sådan er det jo,« siger hun.

Hvad gør du så ved det i de næste to døgn, når nu du gerne vil have et nej?

»Jeg tror ikke, at der skal gøres så meget anderledes. Man skal fortælle danskerne, at når vi sender soldater af sted til EU-missioner i Afrika, så mangler de jo i vores terratorialforsvar,« siger Pernille Vermund og fortsætter:

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, og tidligere brigadegeneral Geoffrey Van Orden holder pressemøde på The Library Bar i København. Geoffrey Van Orden har siddet i Europa-Parlamentet i over 20 år, og Messerschmidt har inviteret ham til at fortælle om, hvorfor han mener, at Danmark bør stemme nej 1. juni.
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, og tidligere brigadegeneral Geoffrey Van Orden holder pressemøde på The Library Bar i København. Geoffrey Van Orden har siddet i Europa-Parlamentet i over 20 år, og Messerschmidt har inviteret ham til at fortælle om, hvorfor han mener, at Danmark bør stemme nej 1. juni. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Putins aggression bliver ikke mindre det næste års tid. Derfor har vi brug for vores soldater herhjemme,« siger hun.

Morten Messerschmidt har netop mandag inviteret engelske Geoffrey Van Orden – mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet med en lang karriere som officer i det britiske militær – til Danmark. Van Orden taler om, hvorfor han mener, at Danmark ikke skal droppe forbeholdet, men i stedet kaste sig mere i retning af NATO.

Men ellers har Dansk Folkepartis leder ikke nogen løsning for at overbevise danskerne om, at de skal stemme nej.

»Nej, jeg har ingen kanin, som jeg kan trække op af hatten,« siger Messerschmidt.

Men du skal vel stjæle nogle vælgere fra ja-siden?

»Det handler ikke om at stjæle, men om at gøre folk klogere,« siger han og fortsætter:

»Ja-partierne har skabt et bagtæppe om, at det handler om Rusland og Ukraine. Det handler bare ikke om det, men om at EU har seks ud af syv militære operationer i Afrika lige nu. Jeg må jo kæmpe for det, jeg tror på,« siger Messerschmidt, som ikke tør sætte penge på et nej på onsdag.

»Jeg gambler aldrig om politik. Skulle jeg sætte 100 kroner på noget, så skulle det være hestene på Dyrehavsbakken. Der står jeg i øvrigt selv på søndag,« siger han.

Enhedslistens Mai Villadsen forsøger at gå efter tvivlerne i de sidste to døgn, indtil danskerne skal stemme.
Enhedslistens Mai Villadsen forsøger at gå efter tvivlerne i de sidste to døgn, indtil danskerne skal stemme. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Mai Villadsen, Enhedslistens politiske ordfører, satser på at overbevise tvivlerne i de sidste to døgn.

»Der er rigtigt mange, som ikke har bestemt sig endnu. Det er sket i andre EU-afstemninger, at det er lykkedes at tippe over med tvivlerne,« siger hun og fortsætter:

»Derfor er vi meget aktive på sociale medier, vi er til stede på gaden og har banket på døre på danske kollegier,« siger hun.

Nej-partierne bliver muligvis hjulpet af en historie fra vores naboer i Sverige. Sverige har nemlig angivelig brugt over fire milliarder kroner på at have en EU-styrke stående parat.

»De penge kan ikke bruges andre steder. Ikke på plejehjem eller skoler og faktisk heller ikke til forsvar,« siger Mai Villadsen.