En hård kerne på 20-30 unge skaber problemerne i Gellerup. De taler grimt til politiet og forstyrrer deres arbejde. Det er en stor del af årsagen til uroen i Gellerup, hvis man spørger politiet.

På politigården i Aarhus sidder politiets mand med overblikket over situationen i Gellerupparken. Jesper Bøjgaard Madsen er vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi og leder af lokalpolitiet i Aarhus. Med et alvorligt blik og en dyb rynke i panden fortæller han her om, hvordan situationen i Gellerup er blevet forværret den seneste tid.

- Mens vi de sidste 3-4 år har haft en positiv udvikling med faldende kriminalitet i området, så har vi siden foråret 2011 set en markant stigning i kriminalitet. Det er typisk sager om indbrud, hærværk og tyveri fra biler, forklarer han.

Udviklingen har fået politiet til at øge indsatsen indenfor efterforskning og synlighed i området. I takt med den stigende kriminalitet og flere betjente i området er det ironisk nok blevet sværere for politiet at passe deres arbejde derude.

Vil ikke fjerne sig

- Tonen er blevet mere hård. Det kan være folk, der svarer ' hvad rager det dig', hvis vi spørger dem, hvordan det går, eller folk der siger, at de ikke har pligt til at udtale sig, hvis vi spørger dem om noget, siger politichefen, og forklarer hvordan en efterforskning af et indbrud udviklede sig til vold.

- Et typisk eksempel på denne forråelse var, da en almindelig politiopgave for nylig endte med, at der kom en masse folk til stedet. Folk ville ikke gå væk, og én går over stregen og skal derfor anholdes. Så begynder balladen, der ender med, at han tildeler tre betjente knytnæveslag.

Overfaldsmanden blev herefter varetægtsfængslet for vold mod tjenestemand.

- Så det, vi oplever derude i øjeblikket er sådan set rigtig dårlig opførsel. Det er rigtig ærgerligt, for det gør jo bare, at vores arbejde tager længere tid, hvilken kan forværre situationen yderligere.

Ifølge Jesper Bøjgaard Madsen er det en hård kerne på 20-30 personer, der primært skaber problemerne. Unge drenge, der bl. a. opholder sig meget i foreningen Fristedet. Alligevel retfærdiggør det ikke, at en betjent kalder foreningens unge for 'små-kriminelle røvhuller', som B.T. i går kunne dokumentere.

- Man skal tale pænt, uanset hvad folk tidligere har gjort. Så politiet begår en helt klar fejl ved at begynde at kalde nogen for kriminelle røvhuller. Det er bare ikke i orden, siger Jesper Bøjgaard Madsen og oplyser, at den pågældende betjent nu har fået indskærpet, hvordan man skal tale til folk.

Hvordan undgår man så, at de føler sig provokeret i fremtiden?

- Jeg kan ikke tage deres følelser fra dem, men hvis de føler sig provokeret af vores tilstedeværelse, så er det bare ærgerligt. For politiet bliver i området, det kan jeg garantere.