»En ting, der har bidt sig fast i mig, er, at han på et tidspunkt siger: 'Hvis der nogensinde sker mig noget, så ved du, hvilken retning du skal kigge i.'«

Da Frank Dan Nørgaard Jørgensen en julidag i fjor forsvinder sporløst, retter hans søster med det samme sin mistanke mod én specifik person. 

Maibrit Wessel Busk Sørensen.

Den kvinde, som broren har været romantisk involveret med. Den kvinde, som umiddelbart er den sidste, der har set ham. Den kvinde, der et år senere bliver idømt 14 års fængsel for sammen med sin ægtemand at have været arkitekterne bag det komplot, der koster Frank Dan Nørgaard Jørgensen livet 14. juli 2022.

Over to episoder afdækker DR-programmet 'Kriminelt' drabssagen fra Djursland, og her fortæller offerets fire år yngre søster, at hun længe før drabet er loren ved Maibrit Wessel Busk Sørensen.

Da hendes bror er begyndt at se kvinden fra Nimtofte, er hun stadig gift med sin mand, Mathias. Og selvom hun er flyttet fra sig selv, opholder hun sig ofte i deres tidligere fælles hjem.

Ydermere fortæller Frank Dan Nørgaard Jørgensen på et tidspunkt sin søster, at den 39-årige kvinde 'kender nogle, der kan få folk til at forsvinde'.

Selv efter forholdet er gået i vasken, og Maibrit Wessel Busk Sørensen officielt er flyttet tilbage til sin ægtemand, fortsætter Frank Dan Nørgaard Jørgensen med at se hende af og til. Og hun bliver også gravid med hans barn.

40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev 14. juli sidste år dræbt. To har allerede tilstået deres roller. Fire personer sidder nu på anklagebænken.
40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev 14. juli sidste år dræbt. To har allerede tilstået deres roller. Fire personer sidder nu på anklagebænken. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Om eftermiddagen 14. juli 2022 kører Frank Dan Nørgaard Jørgensen så ud til Maibrit Wessel Busk Sørensens hjem i Nimtofte, og da han til stor bekymring for sin ældste datter ikke kommer hjem om aftenen, bliver der slået alarm blandt de pårørende.

I dag ved vi, at den 40-årige randrusianer den eftermiddag bliver dræbt på adressen i Nimtofte. Og at han faktisk er blevet forsøgt dræbt tre gange tidligere.

Men dengang handler det for den uvidende familie om at få ham fundet. Det betyder blandt andet, at hans søster en af de kommende dage sender en sms til Maibrit Wessel Busk Sørensen.

'Hej Maibrit. Jeg er Franks søster Gitte. Vil egentlig gerne spørge dig om, hvad Frank sidst har sagt til dig. Noget, der fortæller om, hvor han kunne være? Hvornår kørte han ude fra dig? VH Gitte,' lyder det i beskeden. 

Den nu 40-årige kvinde svarer. Men ikke på de spørgsmål, hun er blevet stillet.

'Hej Gitte. Han var sur over, at jeg ikke ville mere, da han var her i går. Jeg ville ikke give vores forhold en chance mere (...),' skriver hun i stedet.

På tidspunktet er Maibrit Wessel Busk Sørensen taget på Comwell i Rebild sammen med sin ægtemand og et ungt par, der også siden er blevet dømt for medvirken til drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen. På videoer fra opholdet kan man se, at de hygger sig, fjanter og spiler UNO.

»Det er, ligesom om hun er fuldstændig ligeglad,« konstaterer søsteren.

I dagene efter drabet tog de to par på Comwell, og Maibrit Wessel Busk Sørensen lagde i den forbindelse flere videoer og billeder på sociale medier. Her ses hun med sin ægtemand Mathias Wessel Busk Sørensen.
I dagene efter drabet tog de to par på Comwell, og Maibrit Wessel Busk Sørensen lagde i den forbindelse flere videoer og billeder på sociale medier. Her ses hun med sin ægtemand Mathias Wessel Busk Sørensen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Svaret – eller manglen på samme – bestyrker Gittes mistanke mod Maibrit Wessel Busk Sørensen. 

En mistanke, hun også deler med politiet.

Fire dage efter drabet skrider politiet til anholdelse af Maibrit Wessel Busk Sørensen, hendes ægtemand og det unge par. Alle bliver de sigtet for drab. Også selvom der endnu ikke er fundet et lig. Det bliver først fundet nogle dage senere.

Gitte begynder at skrige, da hun får beskeden om drabssigtelsen. Lige dér viser det sig, at hendes mistanke holder stik. Lige dér starter det, som hun beskriver som 'en rutsjebanetur' og 'et helvede'.

Da retssagen starter knap et år senere, er søsteren med i retten. Retsdag efter retsdag sidder hun på bageste række i nævningesalen i Retten i Randers og lytter med.

Lytter til, at anklageren mener, at hendes bror er blevet dræbt, fordi de tiltalte ægtepar vil lege 'far, mor og barn' med brorens barn. 

Lytter til den bizarre optagelse, som en af de tiltalte har lavet forud for drabet. En optagelse, hvori man kan høre flere af de tiltalte grine, pjatte og drille hinanden, mens de overvejer forskellige muligheder for at tage Frank Dan Nørgaard Jørgensen af dage.

Lytter, da nævningetinget finder Maibrit Wessel Busk Sørensen og hendes ægtemand Mathias med samme efternavn skyldige i drabet samt tre drabsforsøg og bliver idømt 14 års fængsel hver.

Også den 24-årige Mie Torup Hansen bliver fundet skyldig i drabet og et enkelt drabsforsøg.

Det koster hende 10 års fængsel, mens en 24-årig mand, der er fundet skyldig i blandt andet usømmelig omgang med lig og bevisbortskaffelse, idømmes otte måneder. 

I samme sag har den 27-årige Jesper Jensen tidligere tilstået sin rolle i drabet og fået 12 års fængsel, mens en 37-årig mand har fået seks måneders fængsel efter at have tilstået at have givet instrukser i, hvordan de andre bedst muligt skaffer sig af med beviserne.

Jesper Jensen tilstod i januar drabet og ét drabsforsøg og modtog en dom på 12 års fængsel. Nu er også hans kæreste Mie Torup Hansen dømt for drabet.
Jesper Jensen tilstod i januar drabet og ét drabsforsøg og modtog en dom på 12 års fængsel. Nu er også hans kæreste Mie Torup Hansen dømt for drabet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Både Maibritt Wessel Busk Sørensen, hendes ægtemand og den 24-årige kvinde har anket deres domme, og sagen skal derfor for landsretten. Det sker i foråret 2024.

Men for nu er der med byrettens dom i juni sat et foreløbigt punktum i sagen for lillesøster Gitte, som er ser dommen som en sejr. 

Også selvom hun aldrig får sin bror igen. 

»Der er en tomhed. Jeg har mistet en del af mig, jeg aldrig får igen.«

DR-programmet 'Kriminelt' kan findes på dr.dk/tv og bliver i øvrigt vist i fjernsynet, hvor de to afsnit om Frank-sagen udkommer 5. og 12. oktober. 

Du kan høre mere om mordkomplottet fra Djursland i B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.