En uhyggelig hændelse gør, at millioner af øjne lige nu er rettet mod ét bestemt fly.
Et fly, der mandag morgen lettede fra London, men på vejen mod Singapore opstod der så voldsom turbulens, at 30 passagerer blev sårede, mens én mistede livet.
Ifølge Reuters er det en 73-årig britisk mand, der er omkommet. Han døde højst sandsynligt af et hjertetilfælde. Syv passagerer meldes desuden hårdt kvæstet på grund af hovedskader.
Heldigvis sker det yderst sjældent, at turbulens går hen og bliver farligt. Men der er ting, der kan gå galt.
Det forklarer Clara Velte, der er lektor og leder af Turbulence Center of Excellence på DTU.
»Det er meget sjældent, at turbulens er så kraftig, at det skaber problemer af denne slags,« siger hun.
De præcise omstændigheder for flyulykken mandag er endnu uklare, men Clara Velte forklarer, at der kan ske ting i luften, man ikke kan parere for:
»Hvis man hælder fløde i en kop kaffe, kan man se, hvordan hvirvler strukturerer. Hvis du så putter noget i, der følger strømningen, kan man se, hvor meget det flyder rundt. Turbulens i luften er det samme som i væsker,« siger Clara Velte og tilføjer:
»Hvis et fly så vejer lidt i forhold til turbulensens kraft, så bliver det meget svært at stabilisere flyet. Der er computersystemer for at stabilisere turbulens, men hvis det er kraftigt nok, kan man ikke parere for det – og så kan der ske sådanne extreme events.«
Clara Velte forklarer, at det, der kan være sket med flyet, der blev ramt af rystelser og voldsom turbulens mandag, er, at de kan have været uheldige at lande i et meget turbulent luftfelt.
»Eller også har der været nogle omstændigheder, der gør, at man ikke har kunnet forudse det i tide, men det er svært at sige, hvad der præcist er sket her.«
Eksperten tilføjer, at turbulens er et naturligt fænomen, vi altid har haft i atmosfæren – og, at det for meste blot er noget, der er til gene for passagerer.
»Det bedste, man kan gøre som passager, er altid at være spændt fast, når man flyver. Også selvom lampen er blevet slukket - det minimerer risikoen væsentligt,« siger Clara Velte.
Flyselskabet Singapore Airlines har bekræftet, at det var deres fly, et Boeing 777-300ER-flt, at hændelsen fandt sted, skriver BBC.
Den voldsomme turbulens forårsagede, at flyet blev omdirigeret til Bangkok, hvor det landede tirsdag formiddag.
211 passagerer og 18 besætningsmedlemmer var ombord på flyet.