De fire personer, som er tiltalt for drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen, havde planlagt at udføre drabet flere dage før, men det mislykkedes. Faktisk mislykkedes det tre gange.

Sådan er det i hvert fald beskrevet i anklageskriftet, som B.T. netop har fået aktindsigt i. Og så er selve drabet beskrevet.

Det skulle ifølge politiet være sket med metalrør og kvælning omkring 14. juli sidste år klokken 16.30 på en adresse i Nimtofte.

Alle de tiltalte nægter sig skyldige. Det drejer sig om en mand og en kvinde på 39 år samt en mand og en kvinde, der begge er 24 år.

Anklageskriftet beskriver i detaljer tre drabsforsøg i ugerne op til drabet – mere konkret 2. juli, 9. juli og 13. juli – hvor de fire tiltalte skulle have forsøgt at lokke Frank i baghold for derefter at dræbe ham på flere forskellige måder.

De tiltalte skulle have planlagt at klemme ham ihjel under en bil, kvæle ham, slå ham med jernrør, forgifte ham med kloroform og æter eller på anden voldelig vis tage livet af ham.

Forsøgene mislykkedes dog, da den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen nåede at køre fra stedet, lyder det.

Efter drabet skulle de fire personer have fjernet beviser fra gerningsstedet blandt andet ved at afbrænde Frank Dan Nørgaard Jørgensens tøj. Asken og andre genstande med tilknytning til drabet – heriblandt jernrøret – skulle efterfølgende være blevet kørt på en genbrugsstation. Den 40-åriges bil blev kørt til en øde parkeringsplads og sat i brand, lyder det.

Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Vis mere

Hvad angår den 40-åriges lig, blev det gravet ned i en skov ved Gassum i Østjylland. Forinden havde de tiltalte ifølge anklageskriftet afklædt det og pakket det ind i plastik og tape.

Frank Dan Nørgaard Jørgensens jordiske rester blev dog ikke fundet med det samme. I dagevis var han offentligt efterlyst, og faktisk nåede flere af de nu sigtede også at blive anholdt og sigtet for drab, før liget blev fundet.

To personer er allerede dømt i sagen. Den ene, Jesper Jensen, har erkendt drabet og drabsforsøgene og er blevet idømt 12 års fængsel.

»Nogle her i retten vil nok se mig som en djævel. Det er jeg med på, men det her kan jeg ikke acceptere.«

»Jeg føler mig snydt og bedraget, selv om jeg i bund og grund godt kunne se, hvad der kunne risikere at ske. Jeg er ufattelig ked af, at det er sket,« sagde han og undskyldte flere gange over for den dræbtes pårørende, da han tidligere på året tilstod sin rolle.

I samme omgang pegede han på, at det var den 39-årige tiltalte kvinde, der havde orkestreret drabet.

En 37-årig er blevet dømt for at have modtaget 28.000 kroner for at skaffe sig af med Frank Dan Nørgaard Jørgensens lig.

Dommen for usømmelig omgang med lig lød på seks måneders ubetinget fængsel, og da den 37-årige allerede havde siddet varetægtsfængslet i flere måneder, kunne han forlade retten som en fri mand.

Retssagen mod de fire tiltalte er planlagt til at køre ved Retten i Randers i juni.