»Hitler gjorde intet forkert.«
Sådan lyder et af flere tilfælde af stærkt antisemitisk graffiti på Aurehøj Gymnasium i Gentofte.
B.T. har modtaget billeder af graffitien fra bekymrede elever på gymnasiet.
Går du på Aurehøj Gymnasium og har du billeder af graffitien eller lyst til at fortælle om sagen? Så skriv eller ring direkte til samfundsredaktør Claes Theilgaard på clth@bt.dk eller 71 11 94 14. Din henvendelse bliver behandlet fortroligt.

På disse kan man se, hvordan der på skolens toilet er tegnet nazistisk hagekors og skrevet antisemitiske budskaber som »jøder voldtager børn«.
Graffitien er skrevet på et af Aurehøj Gymnasiums toiletter, hvor der ifølge gymnasiets ledelse er tradition for, at eleverne skriver graffiti.
Men hvor det ifølge ledelsen typisk er »varme og positive hilsner og kommentarer«, der bliver skrevet på toilettets vægge, har en eller flere elever tilsyneladende skrevet anderledes hadske budskaber.
Anette Hestbæk Jørgensen, rektor på Aurehøj Gymnasium, fortæller, at graffitien blev fjernet »med det samme«, da den blev opdaget, men at man endnu ikke har fundet gerningsmanden.

»Det er naturligvis ganske vanskeligt at få et menneske til at gå til bekendelse om en gerning, der vil kunne få alvorlige konsekvenser for vedkommende,« lyder det fra Anette Hestbæk Jørgensen i en skriftlig kommentar til B.T.
»Vi har tydeligt gjort opmærksomme på, at det er uacceptabelt og noget, der strider imod vores værdier – samt at vi har politianmeldt hændelsen som en hadforbrydelse,« tilføjer hun.
Anette Hestbæk Jørgensen har sammen med gymnasiets vicerektor Kasper Rolskov sendt to beskeder ud på skolens interne beskedsystem kaldet Lectio, fortæller hun.
En af dem var direkte henvendt til gerningsmanden eller gerningsmændene bag graffitien.
Hun håber, at vedkommende læser med og stopper med den antisemitiske graffiti.
