Der er sensommer i september i den seneste prognose fra DMI. 

Faktisk er der udsigt til, at især lørdagen bliver fin og med »gode solchancer« og op til 23 grader. 

Med DMIs ord er der »en dejlig sensommer-lørdag i vente.«

I hvert fald for de fleste.

For lad det var være sagt med det samme:

Bor du i Nord- og Nordvestlige Jylland, vil du føler dig godt og grundig snydt af vejrguderne de kommende dage. 

Det begynder ellers meget fint med en fredag, der byder på både skyer, regn og sol til de fleste.

Vagthavende meteorolog hos DMI, Hans Peter Wandler, fortæller, at optakten til weekenden fredag bliver en lidt blandet fornøjelse med både skyer og »lidt regn hist og her.«

»Vi får lidt skyer, lidt nedbør og lidt opklaring,« konkluderer han. 

Men når vi så kommer frem til lørdag, kan vi komme helt op på 23 grader. 

Men, men...

Det er så her, at sol og vind ikke bliver lige fordelt.

I Nord- og Nordvestjylland bliver lørdagen nemlig en dag med mange skyer og perioder med lidt regn og temperaturer mellem 18 og 21 grader. 

For resten af landet gælder det bare om at nyde det fine og lune vejr, mens tid er.

Allerede natten til søndag kommer der nemlig et frontsystem i over landet, som igen bringer mere efterårsagtigt vejr med sig og temperaturer, der nogle steder kan komme helt ned på 15 grader.

»Når vi ser frem i prognoserne, tyder det på, at det er ved at være slut med de høje temperaturer. Vi må til at indstille os på mere normale og efterårsagtige temperaturer,« siger Hans Peter Wandler.