Verdammt, Hjulmand!

Leverkusens danske styrmand var lige ved at blive sendt baglæns ud af Parken - lige som FCK-rigmanden Lars Seier Christensen havde spået - men endte med 2-2. Læs B.T.s dom over Kasper Hjulmands comeback i Parken her.

Mareridtet i Champions League vil nærmest ingen ende tage for Kasper Hjulmand.

Han stod som bekendt i spidsen for FC Nordsjælland, da de blev sendt ud på røv og albuer i 2012, men dog nåede at få 1-1 mod Juventus i Parken. Det blev det eneste point i gruppespillet dengang.

Comebacket i Danmarks nationalarena var lige til at blive gammel af for den tidligere danske landstræner, der måtte have gang i alle håndbevægelser for at piske fart og fremdrift i sit lamslåede hold.

Efter drømmedebuten mod flyvende Frankfurt var Hjulmand tæt på at dumpe på dansk grund med en trup, der er vurderet til at være fem gange mere værd end FCKs.

Scheisse! 

Danskeren prøvede alt for at få sit hold op i tempo.
Danskeren prøvede alt for at få sit hold op i tempo. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FCK-medejeren Lars Seier Christensen var lige ved at ramme den lige i røven med et pletskud af en profeti før kampen.

»Det er sjovt, at Kasper Hjulmand er træner for Leverkusen. Han har givet os mange gode oplevelser gennem årene - også herinde i Parken - og jeg håber, at vi kan give ham en rigtig dårlig oplevelse denne her gang,« sagde han til B.T.

Hjulmand stod som bekendt i spidsen for Danmark under EM på hjemmebane, hvor landsholdet leverede ren magi.

Nu fik han Parkens egen medicin at smage, og den var svær at sluge. 

»Velkommen hjem, Hjulmand,« lød det fra de fremmødte fans, der først tog pænt imod den tidligere landstræner.

»Tak,« fløj det ud af Leverkusen-træneren, der ankom med et stort smil til Parken, og derfra var det lige ved at gå galt.

Til Viaplay forklarede Hjulmand, at han var således lige ved at gå i hjemmeholdets omklædningsrum.

Efter opgøret gled han af på det mest åbenlyse spørgsmål: Hvordan var det så at have Parken imod sig?

Det havde han nærmest ikke bemærket. 

Hjulmand og co. har to kampe i Bundesligaen, før de igen tørner ud i Champions League - og denne gang kan de mærke, hvordan ryggen kommer tættere på muren.

De skal op mod PSV, PSG, Benfica, Manchester City, Newcastle, Olympiakos og Villarrreal.

Sidste år skulle man have 11 point for at gå videre. Det ser svært ud for Hjulmand, men det ene point på dansk grund kan være guld værd.