Kl. 17.18 kontaktede flere personer politiet, da de havde været vidner til, at en bus havde påkørt en bom ved en jernbaneoverskæring.

Uheldet skete i Borgergade i Kirke Eskilstrup.

Chaufføren, en 43-årig mand, havde derefter kørt videre fra stedet, selvom noget af bommen var knækket af.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Politiet fik kontakt til chaufføren, som vendte retur til uheldsstedet kort tid efter. Her forklarede han, at han var blevet blændet af solen, og at han ikke havde set, at skiltningen ved jernbaneoverskæringen lyste rødt, og han havde derfor ramt bommen. 

Chaufføren fortalte, at hans chef havde bedt ham om køre videre. 

Politiet fik kontaktet Banedanmark og orienterede dem om ulykken, således skaden kunne udbedres.

Den seneste tid er en debat om sikkerheden ved jernbaneoverskæringer blusset op, da flere ulykker er sket ved jernbaneoverstrækninger landet over.