For den ikoniske 90'er gruppe Massive Attack er tålmodigheden med musikstreamingtjenesten Spotify ved at være brugt op.
Efter platformens ejer og stifter, Daniel Ek, har investeret adskillige milliarder kroner i det militære AI-firma Helsing, har de valgt af fjerne deres musik på Spotify helt.
Det skriver bandet selv på deres Instagram-profil.
'I lyset af de (rapporterede) betydelige investeringer fra direktøren i et firma, der producerer militære dronevåben og AI-teknologi integreret i kampfly, har Massive Attack fremsat en særskilt anmodning til vores pladeselskab om, at vores musik fjernes fra Spotify i alle territorier,' skriver bandet og fortsætter:
'Nok er mere end nok. En anden vej er mulig.'
Selskabet Helsing producerer blandt andet sin egen militærdrone.
Foruden at boykotte Spotify skriver bandet ligeledes, at de har tilsluttet sig det nye initiativ 'No Music for Genocide' (ingen musik for folkedrab, red.), hvor kunstnerne blandt andet geoblokerer deres musik i Israel.
Initiativet har allerede 400 internationale kunstnere og pladeselskaber bag sig, blandt andet danske MØ og det irske band Fontaines D.C.
Bandet slår dog fast, at de har taget de to beslutninger uafhængigt af hinanden.