Mens deltagerne i den nye sæson af 'Forræder' optog programmet på Fyn, måtte de ikke sige til nogen, hvad de lavede.

Her afslører de nye TV 2-profiler, hvilke løgne de fyrede af overfor venner, familie og arbejdsgivere.

TV 2 har i denne uge premiere på en ny sæson af 'Forræder – ukendt grund', hvor 18 'almindelige' danskere tjekker ind på vært Martin Johannes Larsens 'Forræder'-slot til en ny omgang spil om penge og bedrag.

Mens programmet blev optaget, måtte de medvirkende finde på en dækhistorie til venner og bekendte og arbejdsgivere, så de ikke undrede sig over, at de pludselig var væk i op til ti dage.

Cindy Vu Le.
Cindy Vu Le. Kristian Dam Nygaard

»Jeg sagde til min studiegruppe, at jeg havde hjernerystelse. At jeg havde fået hjernerystelse af at falde ned af en klatrevæg,« fortæller den 25-årige studerende Cindy Vu Le.

35-årige Guido Gierlevsen er skolelærer.

Han fik lov at sige til sin chef, at han skulle medvirke i et unavngivet tv-program – og chefen fik det så til at se ud som om, Guido var syg.

»Jeg tror ikke, jeg havde gennemtænkt det helt. Jeg sagde, at jeg var i Norge et eller andet sted,« fortæller den 27-årige sygeplejerske Julie Lyck.

Julie Lyck.
Julie Lyck. Kristian Dam Nygaard

Flere af deltagerne brugte samme løgn, at de var på en form for 'silent retreat' i enten Norge eller Sverige.

Og så var der dem, der havde flere løgne.

Blandt andet den 38-årige vuggestuepædagog Charlotte Stang:

»Først skrev jeg til mine kollegaer, at Viktor (Hendes søn, red.) havde slået tænderne og havde fået en akut tid hos tandlægen. Dernæst sagde jeg til mit arbejdet, at der havde været lidt meget for tiden – at jeg havde brug for ferie med Viktor.«

Charlotte Stang.
Charlotte Stang. Kristian Dam Nygaard

Den 32-årige sygeplejerske og iværksætter Zakina Bibi Shah brugte sin mand som dækhistorie:

»Jeg sagde til min chef, at jeg måske skulle til Istanbul med min mand og fejre 15-års jubilæum.«

Den 30-årige ortopædisk indlægsspecialist Andreas Brodersen fandt på, at han skulle i sommerhus med sin familie.

Og endeligt holdt den 67-årige pensionist Marianne Mortensen sig næsten til sandheden:

»Jeg sagde, jeg skulle på slotsferie med min mand,« fortæller hun.

Se flere af deltagerne fortælle om deres 'Forræder'-dækhistorie i videoen øverst.