Danmarks folkekære medicinalvirksomhed Novo Nordisk er i det seneste år havnet i dyb krise, og bag murene forsøger spinfolk tilsyneladende benhårdt på at kontrollere mediedækningen.
En iskold mail fra Novos kommunikationschef landede i sidste uge i indbakken hos en journalist fra erhvervsmediet Finans, som afslører, at Novo har aflyst et interview med ordene:
»Vi trækker vores EASD-interview. Du har gentagne gange gået bag om ryggen på os og rakt ud til medarbejderen, inklusive via SMS i dag, og det fornærmer ærligt talt vores intelligens,« skrev Novo-chefen.
Mailen er delt i en klumme af Finans' chefredaktør, Simon Bendtsen, som beskylder Novo for at true mediets journalister.
Virksomheden skriver følgende:
»Vi har strakt os langt for at være åbne, ærlige og transparente med dig. Det er respektløst for vores relation, og vi aflyser din tid med Martin og Ludo næste uge og overvejer, hvilken tid vi kan give dig med vores ledelse fremadrettet.«
Selv skriver Bendtsen i sin klumme:
»Den underliggende trussel er jo klar. Hvis vi ikke skriver og researcher på en måde, som Novo Nordisk kan lide, så afskæres vi fra interview i fremtiden.«
Han understreger, at Finans bestræber sig på at opføre sig ordentligt og overholde presseetiske regler og bemærker, at det er almindelig og accepteret journalistisk praksis at researche og tale med kilder.
B.T. har kontaktet Novo Nordisk - gennem presseafdelingen - og spurgt, om de ansatte har fået forbud mod at tale med journalister uden presseafdelingens tilladelse.
Presseafdelingen har i en mail svaret:
»Vi har klare retningslinjer, når det drejer sig om mediehenvendelser – og det er, at de skal gå igennem presseafdelingen. Vores ansatte er bekendte med disse retningslinjer.«
Er du ansat i Novo Nordisk, og vil du fortælle om den nuværende situation på din arbejdsplads, vil B.T. gerne høre fra dig. Du kan kontakte journalisten på ofru@bt.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Efter at have spundet guld på sit slankende diabetesmiddel Wegovy har konkurrence og kopier været med til at sende Novo Nordisk ud i stor krise med aktiefald og massefyringer gennem det seneste år.