Otte politianmeldelser om vanrøgt af svin. Et hasteindkaldt krisemøde og massiv kritik.
Alligevel klamrer Tønders borgmester, Jørgen Popp Petersen, fra Slesvigsk Parti sig til borgmesterposten.
Det står klart efter torsdag aften, hvor borgmesteren måtte forklare sig i et lukket møde med byrådet.
Det skriver TV SYD.
»Sagerne belaster min troværdighedskonto. Men jeg vil gerne fortsætte som borgmester, og jeg glæder mig over, at jeg har opbakning fra mit parti,« sagde han efter mødet.
Reaktionerne fra de øvrige partier var til gengæld benhårde:
SF krævede hans øjeblikkelige afgang, Socialdemokratiet slog fast, at han »ikke står forrest i køen« efter valget, mens Venstre kritiserede forholdene på Popps svinefarm. Alligevel udelukker Venstre ikke at pege på ham igen.
Uagtet presset slår borgmesteren fast:
»Jeg er ikke typen, der render af pladsen, og jeg bliver som borgmester,« siger Jørgen Popp Petersen, som dog har valgt at lukke sin svineproduktion på baggrund af sagen.
Jørgen Popp Petersen blev borgmester i Tønder ved det seneste kommunalvalg i 2021.
Han blev for første gang valgt til kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune i 2009 og opnåede genvalg ved de efterfølgende kommunalvalg.
Han genopstiller ved det kommende regional- og kommunalvalg den 18. november.