Alene fredag krænkede fem russiske kampfly dele af Natos luftrum.

Først blev tre fly spottet over Estland, og senere krænkede to fly sikkerhedszonen omkring en boreplatform i Østersøen.

Og det er helt tydeligt et tegn på, at russerne optrapper, siger Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Det er meget dramatisk og voldsomt, det der sker. Russerne fornemmer, at der er et mulighedsrum for dem at agere i, hvor der ikke – indtil videre – er noget modsvar.«

Seniorforsker Flemming Splidsboel kalder fredagens krænkelser for voldsomme og dramatiske.
Seniorforsker Flemming Splidsboel kalder fredagens krænkelser for voldsomme og dramatiske. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ruslands formål med krænkelserne i luftrummene er derfor at undersøge, hvor langt de kan gå næste gang, og hvor stort dette mulighedsrum er, påpeger Splidsboel.

Ifølge eksperten er der to forklaringer på, hvorfor russerne krænker Natos luftrum.

»Det kommer selvfølgelig på baggrund af krigen i Ukraine, hvor russerne stadig er pressede, det er vi nødt til at huske på. Og så forsøger de at presse os på vores politik. Derudover kommer det på baggrund af den amerikanske politik,« siger han og fortsætter:

»Den forholdsvis nye administration, som i de seneste otte måneder har ført en linje, der tydeligvis ikke afskrækker russerne. De fornemmer, at der er en mulighed for at gå ind og teste det her. Nu må vi se, hvordan reaktionen bliver – især fra amerikansk side. Men vi skal forvente, at der vil komme mere af den her slags.«

Ifølge Splidsboel er fredagens krænkelser også et tegn på, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, er begyndt at spille med musklerne.

»Han fornemmer, at han kan gøre det uden de store konsekvenser. Indtil videre har der ikke været nogen.«

»Putin fornemmer givetvis, at han har et rum. Nu gælder det om at finde ud af, hvor stort rummet er, og hvor langt de kan gå, uden der sker noget,« siger han.

Peter Viggo Jakobsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, fortæller ligeledes, at krænkelserne »begynder at ligne et mønster«.

Putin spiller med musklerne, vurderer Splidsboel.
Putin spiller med musklerne, vurderer Splidsboel. Foto: Gavriil Grigorov/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det virker, som om at russerne har besluttet sig for at lægge pres på Natos luftrum og teste beredskabet – eller i hvert fald at drille os.«

»Det er i hvert fald et tegn på, at de prøver lidt mere systematisk at drille os, end de har gjort tidligere. Jeg tror ikke, at jeg vil betegne det som værende udtryk for overskud. Det er snarere et udtryk for, at de er irriterede.«

Det er på nuværende tidspunkt fortsat uklart, om fredagens to hændelser er forbundet.

Estland har som følge af krænkelserne bedt om at få aktiveret Natos artikel 4 om en konsultation mellem medlemslandene. Artikel 4 er den såkaldte konsultationsproces, der giver allierede mulighed for at bringe sikkerhedsemner på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd.