Det er dybt uacceptabelt, at der ved flere tilfælde er tegnet stærkt antisemitisk graffiti på Aurehøj Gymnasium i Gentofte.

Sådan lyder det fra forperson for elevforeningen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Freja Sinclair, der opfordrer skolen til at tage det alvorligt.

»Det er ikke acceptabelt, og det er noget, som skolerne skal nedkæmpe. For det er aldrig acceptabelt at diskriminere,« siger Freja Sinclair, hvis organisation repræsenterer elever på de almene gymnasier, til B.T.

På Aurehøj Gymnasiums toiletter er der blandt andet skrevet »Hitler gjorde intet forkert«, »jøder voldtager børn«, mens der også er tegnet et hagekorts.

Her ses et eksempel på den antisemitiske graffiti på Aurehøj Gymnasium. Det nazistiske svastika er malet ovenpå noget andet graffiti, hvor der står »fuck nazister«.
Her ses et eksempel på den antisemitiske graffiti på Aurehøj Gymnasium. Det nazistiske svastika er malet ovenpå noget andet graffiti, hvor der står »fuck nazister«. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og ifølge Freja Sinclair kan tilfælde som disse med et antisemitisk budskab få elever til at føle sig uvelkomne. Derfor bør skolen tage affære:

»Hvis man ikke kan finde den specifikke elev, skal man eksempelvis tage en snak til en morgensamling, hvor man minder eleverne om, at det aldrig er i orden at diskriminere,« siger hun og uddyber:

»Kan eleven findes, bør skolen tage en samtale med personen og have en dialog omkring, om hvorfor de har handlet, som de har gjort. De skal forstå konsekvenserne af deres handlinger,« siger hun.

Anette Hestbæk Jørgensen, der er rektor på Aurehøj Gymnasium, har tidligere fortalt til B.T., at graffitien blev fjernet »med det samme«, da den blev opdaget, men at man endnu ikke har fundet gerningsmanden.

Samtidig siger hun, at det er svært at få gerningsmanden til at stå frem, da graffitien vil kunne få »alvorlige konsekvenser for vedkommende«, hvilket ikke uddybes nærmere.

Men om det omtalte tilfælde er grundlag for en bortvisning ønsker Freja Sinclair og DGS ikke at blande sig i:

»Det er op til skolen selv. Det er derfor skolen har deres studie- og ordensregler eller samværspolitik. De skal lokalt bestemme, om hjemsending, bortvisning i nogle dage eller skæld ud er den mest passende håndtering,« siger hun og tilføjer:

»Det er ikke altid at der kun skal en dialog med eleven til, men det er klart at der skal finde en samtale sted, før der kommer en konsekvens,« siger hun.

»Hitler gjorde intet forkert«, står der her. Bag det antisemitiske budskab kan desuden ses graffiti med budskabet »fuck nazister« samt et logo fra den venstreekstreme gruppering Antifascistisk Aktion.
»Hitler gjorde intet forkert«, står der her. Bag det antisemitiske budskab kan desuden ses graffiti med budskabet »fuck nazister« samt et logo fra den venstreekstreme gruppering Antifascistisk Aktion. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det kan virke helt underligt at høre eleven, hvorfor de har handlet diskriminerende, er det vigtigt at forstå dem, så man kan forebygge det i fremtiden,« siger hun.

B.T. har rakt ud til Anette Hestbæk Jørgensen og vicerektor Kasper Rolskov for at høre, hvordan de har tænkt sig at håndtere hændelsen fremadrettet. 

B.T. ville også gerne have spurgt, om graffitien er grundlag for bortvisning, men de er ikke vendt tilbage inden for deadline.

Anette Hestbæk Jørgensen har sammen med gymnasiets vicerektor Kasper Rolskov sendt to beskeder ud på skolens interne beskedsystem kaldet Lectio. En af dem var direkte henvendt til gerningsmanden eller gerningsmændene bag graffitien.

Hun håber, at vedkommende læser med og stopper med den antisemitiske graffiti. Hændelsen er blevet politianmeldt som en hadforbrydelse af Aurehøj Gymnasium.