Bornholms borgmester, Jacob Trøst, mener ikke, at den russiske trussel er så stor, at beskyttelsesrum er nødvendige. 

Det skabte uro blandt den bornholmske befolkning, da den russiske ambassadør Vladimir Barbin anklagede Danmark for at bruge Bornholm som trussel, men uroen hos den bornholmerne er ikke nødvendig, mener Jacob Trøst.  

»Vi er langt fra en situation, hvor der er nogen, der skal i sikkerhedsrum«, lyder det fra borgmesteren.

»Jeg kan godt forstå, at det får nogen til at tænke, hvad sker der. Vi står med en helt ny sikkerhedspolitisk situation, der gør, at vi som myndighed bliver nødt til at have planer for, hvad vi gør,« siger han.

Jacob Trøst blev valgt til borgmesterposten ved kommunalvalget i 2021. 
Jacob Trøst blev valgt til borgmesterposten ved kommunalvalget i 2021.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og til trods for de russiske anklager har borgmesteren is i maven. 

»Jeg er glad for, at Danmark er medlem af Nato sammen med nærliggende lande som Finland og Sverige. Myndighederne sidder og overvejer det nationale forsvar inklusiv Bornholm, og samtidig ser jeg et øget fokus på Østersøen. Det er jeg glad for,« siger Jacob Trøst. 

Kalder det en naturlig reaktion 
Selvom Vladimir Barbin udtaler, at Danmark bruger Bornholm som trussel for Rusland, mener Jacob Trøst, at folk på Bornholm kan være helt rolige. 

»Vi som myndighed følger situationen nøje, og der vil tages de nødvendige tiltag, hvis vi skulle komme i en situation, hvor tingene ændrer sig. Vi har et godt samarbejde med myndighederne. Det kan folk være helt trygge ved,« siger han.

Borgmesteren er yderligere ikke overrasket over den russiske ambassadørs udtalelser. 

»Det er en automatisk reaktion, når Danmark træffer beslutninger om forsvaret. Det er påfaldende, at det kommer fra et land, der fører en angrebskrig,« lyder det afslutningsvist fra Jacob Trøst. 

Regeringen præsenterede onsdag en plan for, at de ville investere i et militært forsvar, som kan modstå trusler fra eksempelvis Rusland. Det er endnu ikke oplyst, hvor disse langtrækkende præcisionsvåben skal placeres endnu.