På et rutefly fra Nantes i Frankrig til den spanske ferieø Lanzarote udviklede der sig tirsdag i denne uge en nødsituation, da en flypassager fik akut behov for lægehjælp. 

Passageren mistede livet som følge af situationen, på trods af at kabinepersonalet ydede førstehjælp. Det skriver Daily Mail.

Dødsårsagen er ifølge mediet fortsat ukendt, og der er ikke frigivet flere oplysninger om personen. 

Nødsituationen begyndte, da flyet, der tilhørte flyselskabet EasyJet, var ved at indflyve til lufthavnen på Lanzarote. 

Herefter udløste en af piloterne ombord på flyet nødsignalet med henblik på at fremskynde landingen, hvorefter landingen forløb rutinemæssigt i overensstemmelse med standardprocedurer.

EasyJet bekræfter over for mediet, at tragedien har fundet sted. 

»Vores kabinepersonale ydede førstehjælp, og flyet blev mødt af redningstjenester. Vores tanker går til passagerens familie og venner, og vi tilbyder støtte og assistance i denne svære tid,« lyder det fra en unavngivet talsperson fra flyselskabet. 

Tirsdagens tragedie sker syv måneder efter, at et andet fly, dengang fra det britiske lavprisselskab Jet2, måtte nødlande under en flyvning fra ferieøen Tenerife til den engelske by Nottingham, efter en kvinde døde ombord.