Fremadrettet skal der være vagter til stede, når der afholdes byrådsmøder i Hjørring. 

For under debatterne er der en grov og hårde tone, og derfor har borgmesteren set sig nødsaget til at tage affære, skriver TV 2 Nord.

»Det lyder dramatisk, men fakta er, at vi har haft lidt uro blandt tilhørerne, og der er flere byrådsmedlemmer, der har givet udtryk for, at de har følt sig lidt utrygge,« siger Venstre-borgmester Søren Smalbro til mediet og uddyber:

»Det tager vi særdeles alvorligt, og derfor har vi bedt et vagtselskab om at være her, når vi afvikler vores byrådsmøder.«

Søren Smalbro (V) har efter uro og optrin med tilskuere indført to tiltag, der skal øge trygheden for byrådmedlemmer.
Søren Smalbro (V) har efter uro og optrin med tilskuere indført to tiltag, der skal øge trygheden for byrådmedlemmer. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Indførslen af vagter skyldes ifølge borgmesteren, at der fra tilskuerrækkerne kommer kommentarer rettet mod enkelte byrådsmedlemmer.

Der er endda opstået en ophidset situation ude foran byrådssalen, og derfor skal vagterne sikre trygheden for politikerne, lyder det fra borgmesteren.

Vagterne er dog ikke det eneste tiltag byrådet har taget mod den strenge tone.

I byrådsalen er antallet af tilskuere blevet reduceret fra 120 til 30. Resten må sidde i et rum ved siden af og følge møderne på en storskærm.