Det dybt bekymrende, at der på toiletterne på Aurehøj Gymnasium i Gentofte blandt andet står skrevet »Hitler gjorde intet forkert« med fed, sort tusch.
Sådan udtaler Daniel Bobrow, der er formand for foreningen Jødisk Ungdom, der siger at hændelsen ikke står alene:
»Flere af vores medlemmer har oplevet lignende udsagn og hagekors gennem deres tid på landets uddannelsesinstitutioner, og vi har de seneste år set en bekymrende stigning i antisemitisme i både Danmark og Europa,« skriver han skriftligt til B.T.
»Denne hændelse er desværre en del af et bredere mønster,« tilføjer formanden.
B.T kunne fredag fortælle, at der på flere af Aurehøj Gymnasiums toiletter står flere stærkt antisemitiske budskaber skrevet som graffiti.
Budskaber, der ryster foreningen for unge jøder i Danmark:
»Udsagn som 'Hitler gjorde intet forkert' og 'jøder voldtager børn' er dybt krænkende og udtryk for hadsk retorik, der ikke hører hjemme nogen steder. Slet ikke på en ungdomsuddannelse, hvor alle skal kunne føle sig trygge,« siger Daniel Bobrow.
De to udsagn som formanden fremhæver er skrevet på gymnasiets toiletter, mens der også er tegnet hagekors. Det ses på de billedet B.T. har fået tilsendt.
Rektor på Aurehøj Gymnasium, Anette Hestbæk Jørgensen, fortalte tidligere til B.T, at graffitien blev fjernet »med det samme«, mens gerningsmanden fortsat endnu ikke er fundet.
I samme ombæring oplyste hun, skolen har udsendt to beskeder til eleverne om hændelsen. Den ene var direkte henvendt til gerningsmanden.
Alligevel kommer Daniel Bobrow med et opråb til gymnasiet og myndighederne:
»Vi opfordrer derfor skolens ledelse og relevante myndigheder til at tage hændelsen alvorligt, tydeligt fordømme antisemitisme og sætte ind med oplysning og dialog blandt eleverne,« siger formanden.
B.T. har rakt ud til Anette Hestbæk Jørgensen og vicerektor Kasper Rolskov for at høre, hvordan de har tænkt sig at håndtere hændelsen fremadrettet.
B.T. ville også gerne have spurgt, om graffitien er grundlag for bortvisning, men de er ikke vendt tilbage inden for deadline.
Hændelsen er blevet politianmeldt som en hadforbrydelse af Aurehøj Gymnasium.