Hvis man skulle vælge en temasang til det konservative landsråd i weekenden, så skulle det være Alanis Morissettes 90’er hit, Ironic. For det er ironisk, at det netop er Det Konservative Folkeparti, som ikke vinder vælgere på, at tidsånden er konservativ.

Overalt i Europa går konservative partier frem. En undtagelse er Storbritannien, hvor de konservative går tilbage, men det er fordi, de er presset af et nyt parti med en konservativ dagsorden, Reform UK.

I Tyskland, Frankrig og selvfølgelig USA står konservatismen og konservative partier stærkt i de her år.

Konservatismen har det også godt i Danmark. Mette Frederiksen taler om gud, konge og fædreland. De to nationalkonservative partier Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne klarer sig godt, og Liberal Alliance er under Alex Vanopslagh slået ind på en mere værdikonservativ retning, og de er blevet belønnet for det.

Så hvorfor står Det Konservative Folkeparti i stampe?

Hvis man lavede det tankeeksperiment, at Det Konservative Folkeparti nedlagde sig selv i morgen, hvem ville så mærke, at det 109-årige parti var væk? Hvad er det, Det Konservative Folkeparti bringer til bordet, som andre partier ikke bringer til bordet?

Hvis du skal tænke over det spørgsmål i mere end 30 sekunder, så har du svaret på, hvorfor Det Konservative Folkeparti ikke går frem i en tid, hvor konservatismen har mere medvind end på noget tidspunkt siden 1980erne.

Partiet mangler simpelthen en fortælling, som kan besvare spørgsmålet: Hvorfor skal jeg stemme på Det Konservative Folkeparti?

Indtil videre er Det Konservative Folkepartis svar på det spørgsmål, at Mona Juul har 28 års erhvervserfaring. Det er jo meget fint og vældig sympatisk, men helt sikkert ikke nok til at overbevise vælgerne. Moderaternes folketingsgruppe var efter sidste valg fyldt med politikere med erfaring fra det »virkelige« liv. Det var tydeligvis ikke nogen garanti for godt politisk håndværk.

Det Konservative Folkeparti er også det eneste borgerlige oppositionsparti, som flirter med ideen om at deltage i en midterregering med Mette Frederiksen. De vil i hvert fald ikke udelukke det.

Men usikkerhed om, hvorvidt en stemme på Det Konservative Folkeparti kan blive en stemme på Mette Frederiksen som statsminister for en ny midterregering, er næppe vejen til vælgerfremgang. 

For det første er det proces og ikke politisk indhold. Det er ikke nogen fortælling, som borgerlige vælgere kan begejstres af.

Med mindre end et år til næste folketingsvalg, så har Mona Juul travlt. Hvis hun altså ikke vil være den næste i rækken af konservative formænd, som skal have den tvivlsomme fornøjelse at indkassere endnu et lunkent og halvsløjt valgresultat.

Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder: