I bjergene får 28-årige Emma Østergaard noget helt særligt.
Emma Østergaard voksede op i en familie, hvor ferierne gik til campingpladsen – ikke til bjergtinder.
I sine sabbatår blev hun bidt af at vandre, og brugte de næste år på at vandre så meget som muligt. Oftest gik hun alene, men nogle gange havde hun veninder med.
Men på et tidspunkt fik Emma nok af at vandre og tænkte over, hvad hun nu skulle...
Hun begyndte at google og fandt frem til, at Kilimanjaro var et godt nybegynderbjerg.
En googlesøgning, der på mange måder skulle blive definerende for hendes liv.
»Jeg kunne ikke lokke nogen med denne gang, så jeg tog alene af sted med en lokal kvindelig guide,« fortæller Emma, der var 21 år, da hun besteg sit første bjerg.
Og det var af stor betydning, at det netop var en kvindelig guide:
»Til at starte med gav mine forældre mig ikke lov, selvom jeg var voksen og ikke boede hjemme. De vidste ikke, hvad bjergbestigning var og troede, at jeg skulle være alene på et bjerg med en masse mænd,« fortæller Emma.
Hun tog sine forældre med til et informationsmøde, hvor de lærte, hvad turen til Kilimanjaro indebar og fik at vide, at Emma ville komme afsted med en kvindelig guide.
LÆS OGSÅ: En rejse til paradis vendte op og ned på Lines arbejdsliv, og hun har ikke set sig tilbage siden
I bjergene har Emma dog ikke mærket den store forskel på mænd og kvinder. Udover størrelsen på deres toilettasker.
»Der er klart flere mandlige bjergbestigere end kvinder, men når vi er i bjergene, er folk ligeglade med, hvilket køn du har, eller hvor gammel du er. Det handler om, hvorfor du er der,« fortæller Emma.
Jagten på den personlige udvikling
I dag er hun 28 år og har besteget mere end 20 bjerge. Og så er hun den yngste danske kvinde til at nå toppen af Mount Everest.
Særligt en ting gør, at hun bliver ved med at vende tilbage.
Da Emma besteg sit første bjerg i 2019, oplevede hun en række følelser, hun ikke havde mærket før.
Men hun vidste, at det ikke skulle være sidste gang, hun oplevede dem.
»For første gang i mit liv følte jeg mig ensom, men samtidig har jeg aldrig følt mig sejere eller stærkere.«
Det, Emma får i bjergene, får hun ikke andre steder.
LÆS OGSÅ: Hun er nu verdens hurtigste kvindelige maratonløber: Her er 4 ting, du skal vide om hende
»Det er virkelig grænseoverskridende at være i bjergene. Jeg er i en helt anden verden, og det giver mig en følelse af frihed. Men samtidig skal jeg hele tiden være omstillingsparat, og jeg skal stole enormt meget på min egen intuition,« fortæller hun.
For Emma ligger der et eventyr i ikke at vide, hvad der sker, når først hun går i et med naturen.
Det står nemlig i stor kontrast til resten af hendes liv.
Hun beskriver det som en cirkel, hvor alt det, hun kan forberede og planlægge, fylder det meste af cirklen. Men i midten af den er der et sort hul.
»Det er det uvisse. Jeg ved ikke, hvad der er inde i det sorte hul. Hvem det rammer, hvornår det rammer, om det er dødeligt. Jeg ved bare, at det kan ske på et eller andet tidspunkt.«
For Emma er det netop balancen mellem kontrol og det uvisse, der gør bjergbestigning fascinerende.
Hun har altid haft brug for at tage styring og strukturere sit liv for at få plads til alt det, hun gerne vil.
»Jeg kan planlægge og kontrollere til en vis grænse. Men det der med at tage på eventyr og så bare give sig hen, det er min største læring.«
På sin seneste ekspedition til bjerget Kangchenjunga, som er det tredjehøjeste bjerg i verden, blev det tydeligt for Emma, hvor meget der kan gå galt – og hvor hurtigt.
Og hvor vigtigt det er at lytte til sig selv, selv når alle andre vælger en anden vej.
At gå imod flokken
»Mit team havde en anden tilgang til bjergbestigning, end jeg havde, og ville presse på for at nå toppen, selvom vi hverken var akklimatiseret eller havde hvilet nok. Alt i mig skreg, at det var for farligt,« fortæller Emma.
Hun valgte derfor at blive i basecamp, mens resten af holdet gik af sted mod toppen. En beslutning, der var ekstremt svær at tage, men som viste sig at være altafgørende.
»Forestil dig, at du har brugt en måned allerede sammen med de her mennesker, og nu vælger du ikke at fortsætte sammen med dem. Som den eneste. Jeg var sønderknust, men jeg kunne bare ikke gå med,« fortæller Emma.
Flere fra teamet kom alvorligt til skade og måtte reddes ned, mens en enkelt – fra et andet ekspeditionsteam – aldrig kom ned igen.
Emma kunne følge topforsøget fra basecamp og var da også hele følelsesregistret igennem, mens hendes kammerater var væk.
Sorg, frygt, vrede, frustration.
»Jeg græd uafbrudt i en uge. Jeg kender jo godt statistikken. Jeg ved, at der er nogen, der ikke kommer med hjem igen. Men aldrig har jeg haft det så tæt på før.«
Mange uheld sker på grund af dumme beslutninger, især når man er presset og mangler ilt.
»Din hjerne lukker ned, og så ved du ikke længere, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor har jeg lært, at jeg skal sige stop, før jeg når dertil. Så vil jeg hellere lade være med at nå toppen.«
Og det var også det, hun holdt fast i, da resten af teamet tog af sted mod toppen af Kanchenjunga.
»Jeg er så stolt af, at jeg lyttede til mig selv. Alt det, der ikke skulle ske, skete, fordi vi ikke var klar,« siger hun.
Hvordan lever man med den her viden om, at det kan være, man ikke vender tilbage?
»Det gør man ikke,« siger Emma og fortsætter:
»Jeg tager altid af sted med den tanke, at selvfølgelig kommer jeg tilbage. Jeg tager ikke af sted for at sætte livet på spil, men fordi jeg føler, at jeg lever allermest i bjergene.«
Af den grund siger Emma heller aldrig 'farvel', når hun tager afsted. Hun siger på 'på gensyn'.
Tanken om farvel er for hård at forholde sig til.
