Truslen fra Rusland har fået Nato og Europas lande til at forberede sig på det værst tænkelige
Senest har en ny rapport fra det svenske forsvar, der er udarbejdet med MSB, belyst syv forskellige scenarier for, hvordan vores naboland kan blive involveret i krigen, eller hvad de skal forberede sig på, skriver DR.
Ifølge rapporten kan Sverige blive involveret i krigen via hybride trusler, angreb på det nordlige Sverige, angreb på Gotland, luftangreb, forstærkning i Finland, forstærkning i Baltikum, samt at Sverige hjælper allierede, der opholder sig eller rejser gennem Sverige.
Og særligt Gotlands placering i Østersøen har gjort, at vores naboland i flere år har forberedt sig på risikoen for krig.
I rapporten fremgår det, at særligt et af scenarierne omhandler et uventet angreb på den svenske ø, hvor tropper lander ved hjælp af jagerfly og droner.
Skal kunne være selvforsynende
Yderligere oplyser rapporten svenskerne om, hvordan en krig pludseligt kan udspille sig.
Derfor opfordrer det svenske forsvar til , at Sverige i første omgang skal være i stand til at imødegå et angreb med egne ressourcer, da aktiveringen af Natos artikel fem kan tage tid grundet de politiske processer og beslutninger.
Det svenske civilforsvar skal derfor være rustet til at opretholde vigtige samfundsopgaver i mindst to uger udelukkende ved hjælp af egne ressourcer.
Det samme gælder samfundsvigtige virksomheder, der også skal kunne opretholde deres funktion i to uger -primært med egne ressourcer.
Tilbage i april præsenterede den danske beredskabsminister, Torsten Schack Pedersen, en opdateret version af 'Nationalt risikobillede' for danskerne. Den tegnede et billede af, at risiko- og trusselsbilledet i Danmark er på sit højeste siden Anden Verdenskrig.