De ambitiøse oprykkere fra storsatsende HØJ Elite fortsætter en næsten uhørt oprustning. 

B.T. kan nemlig fortælle, at håndboldklubben henter den danske landsholdsstjerne Lasse Andersson hjem til Danmark. 

Andersson ventes præsenteret på en flerårig aftale gældende fra sommeren 2026.

Dermed forlader 31-årige Andersson Bundesligaklubben Füchse Berlin efter fem år i den tyske hovedstad, hvor HØJ har købt ham fri af den aftale, der  bandt ham til 2027. 

Lasse Andersson (tv.) var med til at vinde OL-guld i Paris i 2024. Simon Pytlick (th.) kan blive hans afløser i Berlin. 
Lasse Andersson (tv.) var med til at vinde OL-guld i Paris i 2024. Simon Pytlick (th.) kan blive hans afløser i Berlin.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tidligere i september blev Andersson ellers af tyske medier meldt på plads fra sommeren 2026 hos den ungarske storklub Veszprem. 

Men i sidste ende er valget altså på opsigtsvækkende vis faldet på HØJ, der forud for denne sæson for første gang nogensinde rykkede op i landets bedste række. 

Allerede nu tæller oprykker-truppen profiler som Hans Lindberg, Michael Damgaard og ikke mindst den svenske verdensstjerne Hampus Wanne, som man på lige så sensationel vis hentede i storklubben Barcelona. 

»Som udgangspunkt kommenterer vi ikke på den slags rygter, og jeg har derfor ingen kommentarer,« lyder det kortfattet fra klubbens administrerende direktør, Lars Vinther, da B.T. spørger ind til købet af Andersson. 

Andersson skiftede i 2016 fra KIF Kolding til Barcelona og vender altså efter ti år i udlandet hjem til Danmark. 

Her tilslutter han sig en anden landsholdsprofil Jannick Green, der også kommer til HØJ fra Paris St. Germain til sommer.

Landsholdsstjernens farvel til Berlin kommer også nu til at sparke ekstra gang i rygterne om, at en anden dansk landsholdsprofil i Simon Pytlick kan blive hans afløser i Berlin, hvor tidligere Flensborg-træner Nicolej Krickau har overtaget trænerposten. 

I første omgang kan man dog juble i HØJ over, at den vilde oprustning har fået ben at gå på.