'Grænseoverskridende.'
Der er blod, sved og tårer i Mark O. Madsens kamp for at skabe et europæisk MMA-imperium.
Og nu inviterer han i Pluto TV-serien 'Dare, dream, dominate' danskerne med bag kulisserne, når den tidligere OL -og UFC-stjerne sammen med sin kone, Maria O. Madsen, forsøger at realisere drømmen.
Men serien fik en lidt bumlende start.
»Jeg havde tydeligvis ikke tænkt mig om. Muligheden kom, og jeg sagde ‘yes, det skal vi - det gør vi’. Og så kørte jeg hjem til Maria og fortalte, at der nu skal laves en dokumentarserie om projektet.«
»Og så kiggede hun vredt på mig og sagde ‘det er bare løgn’.«
»Men skat, du må vælge! Er vi all in, eller er vi ikke all in,« spurgte Mark O. Madsen sin kone.
Og selvfølgelig kom Maria O. Madsen hurtigt med på vognen. Og pludselig har ægteparret et kamera i nakken i deres hverdag.
»Det er grænseoverskridende, for jeg har ikke tid til at lægge mærke til, om kameraet er der eller ikke der. Vi er på en mission, og vi skal lykkes med det her. Og hvis jeg skal rende og være i tvivl om, hvad jeg siger - så fjerner det fokus fra vores mission.«
»Det er specielt at have en kameramand med sig rundt - men altså, han fanger, hvad han fanger.«
Så nu kan danskerne få et indblik i alle nederlag og sejre, parret mødet på vejen mod at skabe 'Champions League for MMA'.
»Vi er kontinuerligt udfordret. Men jeg kan faktisk ikke huske udfordringerne. Jeg samler kun på sejrene,« lyder det med et smil fra Mark O. Madsen.
Hans 'Airtox Dominance Fighting Championship' finder sted lørdag aften i KB Hallen. Og du kan se det hele her på bt.dk - i samarbejde med Pluto TV. Og det er helt gratis.