I en bestemt del af dagligvarebranchen er der frem mod weekenden glade miner.

Det er nemlig en klar sejrsherre, der for anden gang viser sig at være markant billigere end konkurrenterne. Det viser et pristjek, B.T. har lavet.

»Det er de rigtig glade for. Det passer jo godt med det, de melder ud er deres mål.«

Sådan siger Bruno Christensen, der har årtiers erfaring med dagligvarehandlen. 

B.T. har i et stort pristjek tjekket en kurv med 30 varer i tre af de større dagligvarekæder på nettet. Dem, der kommer ud på den anden side af pristjekket som de billigste, er Nemlig.com. Og prisforskellen ned til næste deltagers kurv er markant.

Nemlig.com er på niveau med de 30 varer og med pakke- og leveringsgebyrer inkluderet mindst 40 kroner billigere end konkurrenter hos Rema 1000s Vigo.dk og Bilka To Go.

»Vi har haft et virkelig, virkelig stort fokus på pris,« siger kommunikationsdirektør i Nemlig.com, Cathrina Dybdahl.

Fra hende lyder det, at de er meget glade for at have vundet dette pristjek, men resultatet kommer dog ikke bag på dem. De er sågar klar på at konkurrere på pris med de fysiske butikker, lyder det. Blandt andet fordi de prismatcher 1.500 varer med discountkæderne.

Mange flere kunder i butikken

Fredag kunne B.T. bringe nyheden om, at Nemlig.com har haft 30 procent flere nye kunder i tiden efter sommerferien, når man sammenligner med samme periode sidste år. Desuden er der plus på bundlinjen for seneste måned.

»Vi har oplevet, at der er overskud på bundlinjen nogle måneder, men det her har været en rigtig god måned. Det har ikke været hverdagskost,« lød det fra kommunikationsdirektør Cathrina Dybdahl.

En af de ting, som Nemlig.com har proklameret, de har sat stort ind på, er netop pris. I en pressemeddelelse fra august meldte dagligvarekoncernen ud, at de havde fået styr på driften.

»Nu handler det om at sætte fart på væksten og for alvor flytte kunder over til at handle dagligvarer online. Her skal blandt andet en betydelig investering i lavere varepriser og leveringsgebyrer gøre Nemlig interessant for mange flere danskere,« lød det fra den administrerende direktør, Stefan Plenge.

Lukker og slukker

På den anden side opererer Nemlig.com stadig i et rigtig svært marked.

»Det vigtigste, der er at sige om dagligvarehandel online er, at det stadig udgør en forsvindende lille del af den danske dagligvarehandel,« siger Bruno Christensen.

Det er nemlig kun omkring tre til fire procent af de danske dagligvarer, der bliver købt på nettet.

For nylig meldte Rema 1000 således også ud, at det ikke gav mening at køre videre med deres onlineplatform Vigo.dk.

Fra 1. december 2025 lukker den del af deres forretning. Fra Rema 1000s side lød det, at deres egne butikker til dels havde udkonkurreret konceptret.

»De seneste ti år har vi udvidet markant med butikker over hele landet, så mulighederne for at handle i en Rema 1000 er derfor kommet tættere på for mange, skriver Jonas Schrøder på X.

Lørdag udgiver B.T. det store pristjek, hvor du blandt andet kan se en markant forskel på oksekødsprisen i de forskellige butikker.