»Jeg synes, det er komplet åndssvagt«
Sådan lyder dommen fra B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, over Det Konservative Folkepartis seneste kampagne.
En såkaldt outdoor-kampagne under navnet ‘Velkommen til den virkelige verden', hvor De Konservative fremhæver, hvor mange års erhvervserfaring deres formand, Mona Juul, har sammenlignet med de andre partiledere – herunder Inger Støjberg (DD) og Alex Vanopslagh (LA).
To partiledere, som Mona Juul to dage inden, at bannerne kunne spottes i bybilledet, stod skulder ved skulder ved til det borgerlige konvent, der løb af stablen i starten af september.
»Jeg må indrømme, at jeg tænkte: ‘Hvad fanden laver de?’. Et par dage efter, at de har stået på et konvent sammen og talt om borgerligt sammenhold og borgerlig politik, så smider de de samme mennesker, som de lige har delt scene med, under bussen,« lyder det fra B. Olsen.
I fredagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, har Joachim B. Olsen besøg af Mona Juul – og her konfronterer han hende med den hårde dom:
Kan du forstå mig?
»Overhovedet ikke. På ingen måde,« lyder det fra Juul, der fortsætter:
»Grunden til, at kampagnen kom der, det var, at der på det tidspunkt var to uger til, at jeg skulle holde mit landsråd. Og jeg havde advaret de andre blå partiledere om, at dagen for det borgerlige konvent var en rigtig skidt dag for mig – for hvis jeg skulle nå at varme op til mit landsråd, skulle jeg gøre det der.«
Ifølge Joachim B. Olsen er det helt tydeligt, hvorfor De Konservative – trods timingen – har valgt at køre kampagnen:
»Et partis succes hviler på to ben. 1) At partiet har en fortælling, som folk gerne vil købe ind på. 2) At et parti har nogle karismatiske ledere, som kan sælge den fortælling. Lige nu står De konservatives vision noget uklart, og Mona Juul har endnu ikke slået igennem.«
Han fortsætter: »Det sidste forsøger de så nu at gøre noget ved, ved at fremhæve hendes erhvervserfaring. Men at det er nok i sig selv, det tvivler jeg på.«
Lørdag afholder De Konservative deres årlige landsråd. Det gør de i Tivoli kongrescenter i København.
Hvad dagsordenen bliver, og hvor stor kattelemmen til Socialdemokratiet den er, kan du høre i fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder: