I årevis har en dansk læge og professor undveget USAs myndigheder i en svindelsag, men nu risikerer fælden at klappe.

Den 64-årige Poul Thorsen, som har haft en lederstilling på Aarhus Universitet, blev for nylig anholdt i Tyskland på en international arrestordre.

Nu er der en proces i gang for at få ham udleveret til USA.

Det bekræfter hans advokat til B.T., efter det amerikanske statskontor Office of Inspector General (OG) også har oplyst det på sin hjemmeside.

»Vi venter bare på en afgørelse fra de tyske domstole,« siger advokaten, Jan Schneider.

»Den burde have været her nu. Jeg synes, det har taget for lang tid.«

De amerikanske myndigheder anklager Thorsen for at have søgt om godt en million dollar til at forske i blandt andet autisme hos børn, som han i stedet skal have overført til sig selv.

Sagen er blevet beskrevet af flere medier for mange år tilbage. Blandt andet har Århus Stiftstidende fortalt, hvordan Thorsen ifølge anklagen har brugt pengene på et hus og en Harley Davidson.

Thorsens advokat, Jan Schneider, siger til B.T., at hans klient lige nu er i tyske myndigheders varetægt. Han forventer dog ikke, at hans klient bliver udleveret til USA.

Han forklarer, at danske myndigheder tidligere har afvist en udlevering.

»En amerikansk straffeproces har man nok vurderet, at man ikke vil udsætte en dansk statsborger for,« siger advokaten om den beslutning.

B.T. har således tidligere kunnet beskrive, hvordan Thorsen, trods den internationale arrestordre, har levet på fri fod i Odense og arbejdet på Odense Universitetshospital.

»Jeg hører kun, at han fungerer fint som læge. Vi har ikke noget at udsætte på hans arbejde,« sagde hospitalets administrerende direktør, Jane Kragelund, dengang.

Thorsen blev anholdt den 5. juni i Tyskland. Så vidt hans advokat ved, blev han anholdt i forbindelse med en paskontrol.

Advokaten oplyser, at Thorsen ikke erkender at have begået den svindel, som USAs myndigheder beskylder ham for.