Sidste måned truede Storbritannien, Frankrig og Tyskland med at genindføre FN-sanktioner mod Iran, som de har beskyldt for ikke at overholde aftalen fra 2015 om ikke at udvikle atomvåben.
Det har nu fået Irans nationale sikkerhedsråd til at true med at standse samarbejdet med Det Internationale Atomenergiagentur, hvis sanktionerne genindføres.
Det skriver Reuters.
I 2015 indgik Iran en international atomaftale, hvor landet accepterede en række begrænsninger på sine nukleare aktiviteter. Til gengæld skulle det internationale samfund lempe sanktionerne mod landet.
Herefter er Iran blevet beskyldt for alligevel at udvikle atomvåben, på trods af at den øverste statsledelse har afvist beskyldningerne.
Den iranske præsident, Masoud Pezeshkian, har slået fast, at Iran vil overkomme den såkaldte 'snapback-mekanisme'.
Den vil konkret betyde, at hvis Iran ikke overholder aftalen fra 2015, vil alle sanktionerne FN automatisk blive genindført - en udmelding, der ikke skræmmer den iranske præsident.
»De kan ikke stoppe os. De kan angribe vores Natanz eller Fordow (atomkraftværker, der blev angrebet af USA og Israel i juni, red.), men de er ikke klar over, at det er mennesker, der har bygget og vil genopbygge Natanz,« sagde Pezeshkian ifølge iransk statsfjernsyn.
Tidligere på måneden har Iran og FNs atomvåbeninspektører dog meddelt, at de var nået til enighed om at genoptage inspektioner på flere lokationer i landet.