En 79-årig kvinde er lørdag eftermiddag blevet ramt af et kanonslag.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midvest.
Ulykken opstod, da tre busser med fodboldfans fra Viborg ankom til Herning, hvor en endnu ukendt gerningsmand valgte at smide et stort kanonslag mod busskuret.
Den 79-årige kvinde er ikke kommet alvorligt til skade og er sluppet med nogle snitsår på armene fra det smadrede glas.
Ifølge mediet er gerningsmanden stadig på fri fod.
De to fodboldrivaler FC Midtjylland og Viborg FF mødes lørdag aften i Herning for at spille kamp.