Mursten gennem facaden, piftede bildæk og gentagne demonstrationer foran mørbraderne, der hænger bag butiksruden.
Det er efterhånden blevet den gængse virkelighed for slagterparret Sandie og Rune Ring, der sammen ejer forretningen 'Slagterens Smørrebrød og Delikatesse' på Amager.
Men nu kommer de også til at møde modstand fra en politisk front.
»Jeg synes, at det er fuldstændig sindssygt,« siger Sandie Ring til B.T.
I denne uge har den aktivistiske gruppe 'Amager imod Slagtere' annonceret, at de vil stifte et politisk parti.
Gruppen vil ikke kommentere det hærværk, som er blevet begået mod forretningen, og afviser, at de har nogen forbindelse til det. Den har dog tidligere afholdt en demonstration foran butikken.
Det amagerkanske parti kræver blandt andet i sit program 12 års fængsel til alle, der køber eller sælger kød, og at Fyn og Jylland omlægges til et gigantisk dyrefristed.
Det ville i praksis betyde, at Sandie Ring og hendes mand - blandt mange andre danskere - skulle bag tremmer.
»Jeg mener, at tiltaget i høj grad er henvendt mod os. Men jeg tror også, at deres ekstreme forslag bare vil få folk til at købe endnu mere kød. De skader deres egen sag,« siger hun.
»Altså, kan de ikke selv se, at det er komplet urealistisk med fængselsstraf?«
Men er det ikke trods alt bedre, at disse aktivister forsøger at gå den politiske vej i stedet for for eksempel at smadre ruder?
»Der findes allerede et vegansk parti, og jeg tror ikke, 'Amager imod Slagtere' kommer langt i Folketinget med deres ekstreme tilgang. Hvis de vil rykke noget, burde de fokusere på dyrevelfærd i stedet for at udskamme os andre.«
Spørger man formanden bag 'Amager imod Slagtere', Stefan Leander Nielsen, har bevægelsen ingen kommentarer til Sandie Rings udtalelser.
»Der er seks millioner danskere, og vi kan jo ikke have en holdning til, hvad hver enkelt mener om vores partiprogram. Jeg har ikke lyst til at tale om en specifik forretning,« siger han.
Til gengæld fastholder han, at fængselsstraf for kødspisere er realistisk.
»Der var en tid, hvor det heller ikke var realistisk, at kvinder fik stemmeret, eller at slaver i USA blev frigivet. På et tidspunkt bliver det også forkert at købe kød.«
Men ifølge Dansk Vegetarisk Forening er kun tre procent af danskerne vegetarer. Skal de resterende 97 procent virkelig i fængsel?
»Ja,« svarer Stefan Leander Nielsen.
»Hvis folk står overfor valget mellem 12 års fængsel eller at droppe kødet, så vælger de nok det sidste.«
Stefan Leander understreger, at bevægelsen ikke har nogle kommentarer til den form for aktivistisk hærværk, som Sandie Rings forretning 'Slagterens Smørrebrød og Delikatesse' har været udsat for.