Torsdag styrtede et mindre fly på dramatisk vis ned på en mark nær en folkeskole i den amerikanske stat North Carolina.

Nu er det kommet frem at udover den grammy-vindende sangskriver, 57-årige Brett James, så befandt både hans kone 59-årige Melody Carole, samt steddatteren, 28-årige Meryl Maxwell Wilson sig også i flyet.

Alle tre ombord på flyet omkom i styrtet.

Ifølge det norske medie Dagbladet viser opslag på familiens sociale medier, at de tre fejrede steddatterens 28-års fødselsdag dagen før ulykken.

Dagen efter Meryl Maxwell Wilsons fødselsdag skete den fatale ulykke, hvor det mindre fly styrtede ned, og alle ombord på flyet omkom.

»Tillykke med fødselsdagen, min skat! Jeg er velsignet over at være din mor. Du er den smukkeste og mest fantastiske person, både indvendigt og udvendigt,« skrev Melody Carole i et opslag.

28-årige Meryl Maxwell Wilson delte også selv et opslag i forbindelse med fødselsdagen.

»28 år gammel. 142 dage afholdende. Ekstremt glad for at være her,« skriver hun i opslaget, der blev delt dagen før hendes død.

Brett James stod bag 27 nummer et-hits på countryradioen og har skrevet sange for nogle af de største kunstnere i genren, rapporterer New York Post.

Han har blandt andet skrevet for Rascal Flatts, Bon Jovi, Tim McGraw og Carrie Underwood.