Hjemme hos en familie i Hjallerup er spændingen måske en smule højere end i andre danske hjem.
Her er 13-årige Nikolaj Loell i gang med at banke sin far, Simon Loell, i Millionærklubbens Aktiespil.
Spillet handler om at få en million fiktive kroner til at vokse mest muligt på otte uger. Førstepræmien er en investeringskonto hos Saxo Bank på 200.000 kr., mens der i løbet af spillet også uddeles præmier.
Inspirationen til at spille med i aktiespillet startede på Simon Loells arbejde. Her har de lavet en pulje i aktiespillet, så kollegaerne kan spille mod hinanden. 45-årige Simon gik med, da han længe har ville investere i aktier.
Da Simon fortalte det derhjemme, blev hans 13-årige søn og kone også interesserede. Derfor blev det til, at Simons kone, Anne, oprettede spilleren 'Nikolajsen12,' som Nikolaj så primært styrer.
Herfra gik der ikke længe, før Nikolaj Loell bankede alle. På nuværende tidspunkt ligger Nikolaj og hans mor Anne med deres profil som nummer 10 i det samlede spil med et afkast på 154 pct.
Den 13-årige fik også lov til at blive en del af puljen på Simon Loells arbejde, hvor han nu fører markant.
»De synes, at det er sejt, men der er også en fornemmelse af, at det bare er held,« siger Simon Loell.
Held har også spillet ind på Nikolajs flotte afkast. Hans største aktiesucces har nemlig været aktien i QMMM Holdings, et Hongkong-baseret selskab, der driver digital medie- og reklameproduktion.
Selskabet annoncerede sidste uge et sats på blockchain og AI samt en platform til krypto-data. Det sendte aktien op med 1736 pct. på bare én dag - og det sendte Nikolaj og Anne Loells afkast i vejret.
Det er dog ikke alt, der er op til tilfældighederne i Nikolaj Loells aktiespilportefølje. Han tænker nemlig en del over, hvad han køber op i og får inspiration til at finde den næste kursraket på nettet og i videoer på Youtube, forklarer hans far.
Nikolaj Loell begyndte at investere i en masse aktier inden for kunstig intelligens, men er senere blevet lidt konservativ efter, at han har »opbygget sig en formue,« beskriver Simon Loell.
Torsdag er der fire aktier i den 13-åriges portefølje - SoFi Technologies, Cronos, Reddit og Novo Nordisk - mens han også har en del kontanter på sidelinjen.
Aktiespillet har åbnet for nogle samtaler i hjemmet i Hjallerup om, hvorfor aktier reagerer, som de gør, og hvordan samfundet påvirker økonomien. Simon Loell kan også mærke, at aktiespillet har sat gang i en spirende interesse for samfundet hos sin søn.
»Der er en læring i forståelse af samfundet. Altså bare noget så lavpraktisk som, hvornår børsen den lukker og åbner i USA,« siger Simon Loell og tilføjer:
»Der er en kæmpe læring i det.«
Simon Loell spiller selv under spillernavnet 'SimonL,' hvor hans afkast halter en del efter sønnens.
Han arbejder inden for elektronikbranchen, og det har også inspireret ham i hans investeringsstrategi. Derfor investerede han i tech og europæiske aktier indenfor elektronik og chipbranchen i begyndelsen.
Strategien gik dog ikke særlig godt, og han måtte senere sadle om og sælge ud.
Nu er han begyndt at researche mere på aktierne, og han har sikret sig en stabil vækst, som har tjent ham omkring 100.000 kr. Simon Loell fortæller, at han dog ikke har fundet en helt fast strategi endnu.
Du kan se, hvordan det går med Nikolaj, Simon og alle de andre håbefulde investorer i aktiespillet her.
Du kan vinde præmier for 600.000 kr. i Millionærklubbens Aktiespil. Du kan vinde hundredetusindevis af kroner i kontanter, rejser og hotelophold i Danmarks største aktiespil. Tilmeld dig spillet her og dyst mod Millionærklubbens kendte ansigter her.