I mere end 50 år har 80-årige Peter og 76-årige Barbie Reynolds delt livet.
Men i otte brutale måneder blev de adskilt og fængslet af terrororganisationen Taliban, skriver Sky News.
Parret er britiske, men har boet i Afghanistan i 18 år, hvor de gennem deres organisation Rebuild har stået bag uddannelses- og træningsprogrammer. Alligevel blev de 1. februar tilbageholdt af Talibans indenrigsministerium og senere flyttet til et topsikret fængsel i Kabul.
Først efter langvarige forhandlinger, hvor Qatar spillede en nøglerolle, er de blevet løsladt og fløjet til Qatars hovedstad Doha.
Nu er de endelig genforenet.
»Vi er bare meget taknemmelige,« sagde Peter Reynolds til Sky News.
Hans hustru tilføjede:
»Vi er blevet behandlet godt. Vi glæder os til at se vores børn – og vi håber at kunne vende tilbage til Afghanistan. Vi er afghanske statsborgere.«
Ifølge en qatarsk embedsmand blev ægteparret i store dele af deres fangenskab holdt adskilt, men Qatar sikrede dem medicin, lægehjælp og jævnlig kontakt med familien.
Hvorfor de overhovedet blev tilbageholdt, står stadig uklart.
Nu ser de frem til at blive genforenet med familien efter det mareridt, der begyndte i februar.