Først var det Stephen Colbert.
Og natten til torsdag var det så Jimmy Kimmels tur.
Flere amerikanske talkshowværter har på det seneste mistet deres job efter kritik fra præsidenten.
Både Colbert og Kimmel har gennem årene gjort grin med den amerikanske præsident Donald Trump, og Jimmy Kimmel spekulerede forleden på skærmen i, at Charlie Kirks morder måske var MAGA-republikaner.
Så blev hans program lukket på kanalen ABC.
'Jimmy Kimmel har nul talent og dårligere seertal end Colbert, hvis det overhovedet er muligt,' skrev Donald Trump kort efter på Truth Social.
Derfor begynder rygterne i flere udenlandske medier nu at svirre om to ting:
Har Donald Trump haft en finger med i spillet?
Og hvem kunne blive de næste?
Tror man, at svaret på første spørgsmål er 'ja', skal man ikke lede langt efter svaret på andet spørgsmål.
I førnævnte opslag på Truth Social går Donald Trump nemlig direkte videre og peger på, hvem der burde blive de næste talkshowværter til at miste deres job.
'Det efterlader Jimmy (Fallon, red.) og Seth (Meyers, red.), to komplette tabere på Fake News NBC. Deres seertal er også elendige. Gør det, NBC!!!'
TV 2 har talt med Dennis Meyhoof Brink, satireforsker ved Danish Institute for Study Abroad (DIS), og han er ikke i tvivl om, hvad de to talkshowværter bør føle:
»Jeg ville frygte en fyringsseddel, hvis jeg var en dem. Fallon og Meyers er dog ikke så kritiske som de andre, så det kan også være, at de forsøger at afbøde fyringer ved at blive endnu blødere,« siger han.
Jimmy Kimmel-fyringen kom få dage efter, at Jimmy Kimmel i weekenden i en monolog sagde:
»Vi nåede flere nye lavpunkter i løbet af weekenden med Maga-folkenes desperate forsøg på at karakterisere den her dreng, der dræbte Charlie Kirk som noget som helst andet end en af dem.«
Den Disney-ejede tv-kanal ABC, hvor Kimmels talkshow har kørt siden 2003, rykkede hurtigt, efter Nexstar-gruppen, der ejer en masse tv-kanaler, truede med at trække showet fra alle kanalerne.
Dagen før havde den Trump-valgte formand for USAs føderale kommunikationskomité, Brendan Carr, sagt, at hans organisation, FFC, kunne fjerne tilladelser fra ABC.
»Vi kan gøre det her den lette eller svære vej,« sagde han.