Det er bare få uger siden, at et lig blev fundet i en Tesla tilhørende den amerikanske sanger 'D4vd'.

Alligevel er det stadig planen, at den succesfulde amerikaner skal spille i Store Vega 3. oktober i år – men nu er der bekymrende nyt for de, der alligevel gerne ville have oplevet amerikaneren i København.

Amerikanerens koncert i Sverige er ifølge tv-kanalen TV4 blevet aflyst, skriver Dagbladet.

Det er pressechefen for spillestedet 'Fryshuset' i Stokholm, der har meldt om aflysning, men virksomheden Luger, der er arrangør for koncerten, vil ikke bekræfte aflysningen.

De oplyser dog, at billetkøbere »vil blive underrettet i løbet af dagen«.

Det var liget af en 15-årig pige, der blev fundet bag i 'D4vd' – med det borgerlige navn David Anthony Burkes – Tesla.

Hun havde været meldt forsvundet siden april sidste år. På tidspunktet for hendes forsvinden var hun 13 år.

Liget af den unge teenager blev fundet den 8. september, efter politiet var blevet tilkaldt til en plads for beslaglagte biler i West Hollywood i Los Angeles, da der var meldinger om en »dårlig lugt« fra en Tesla i området.

Onsdag aflyste kunstneren en koncert i Seattle. Samme dag ransagede politiet hans hjem i Los Angeles, ifølge TMZ. 

D4vd samarbejder med politiet, skriver Variety. Vega har endnu ikke meldt noget ud angående en potentiel aflysning af koncerten 3. oktober.

20-årige Burke blev først kendt som Fortnite-spiller, inden han skiftede over på TikTok og satsede på sin musik i stedet.