Meget lidt imponerende. 

Sådan lyder dommen i et stort fransk medie over Kasper Hjulmands Bayer Leverkusen-hold efter torsdagens 2-2-kamp mod FC København i Champions League.

»Det var ret elendigt,« som fodboldkorrespondenten i Tyskland Polo Breitner konstaterer i radioprogrammet L'Afterfoot:

»Hvis jeg var chef i Leverkusen, skulle alle møde ind på mit kontor på mandag.«

Ved mikrofonen påpeger den franske journalist videre flere bekymrende tendenser på det tyske hold, der spillede i Parken.

En tilsyneladende »arrogant« flok af spillere, der manglede respekt for de danske modstandere. 

»Leverkusen-spillerne gad ikke løbe. De blev reddet – lidt ligesom fredag – af Grimaldo, der igen scorede et utroligt frispark,« siger Polo Breitner med henvisning til Kasper Hjulmand debutsejr over Eintracht Frankfurt i Bundesligaen i sidste uge.

Han konstaterer videre, at især ved 2-1-målet til FC København få minutter før tid, ser indstillingen skidt ud på det tyske hold, hvor »forsvaret ikke løb med tilbage, selvom FCK-spillerne løb helt sindssygt og var i overtal« og kalder det »latterligt.«

»De er utrolig heldige, da de udligner til 2-2 i overtiden,« siger franske Polo Breitner om det udlignende mål, et selvmål af FCK.

Her kan du læse B.T.s dom over gårsdagens Champions League-brag.