Stemningen spidser til mellem tv-ægteparret Jan Helmert og Tine Joost i femte episode af DR-hittet 'Gift ved første blik'.
Nu sætter begge parter overfor B.T. ord på en overraskende konflikt, der udrullede sig, da kameraerne var slukkede.
Kernen i konflikten er ellers noget af det, begge parter holder allermest af: Hundene.
For efter en urolig første nat er Jan Helmerts hjem blevet udsat for op til flere hundeuheld.
»Dagen starter klokken seks om morgenen, hvor jeg må have pandelampe på og finde hundeklatter, som er til den tynde side, fem til seks tissetårer og blodpletter, da Tines ene hund er gået i løbetid,« forklarer tv-ægtemanden til B.T.
Han oplever dog, at han tager situationen med ophøjet ro og kaster sig over rengøringen.
Tine Joost ser dog anderledes på situationen. Hun oplevede, at netop rengøringen blev katalysator for en ubehagelig konfrontation, da hun vendte hjem tidligere end forventet.
»Da jeg var kommet hjem, ringede han til mig. Han var virkelig sur over at have stået med rengøringen alene,« siger hun og forklarer, at hun frøs i øjeblikket:
»Han skælder mig ud. Det er vanvittigt ubehageligt. Det er voksenskældud. Jeg fik ikke lov til at sige noget.«
Jan Helmert genkender dog ikke sin tv-hustrus beskrivelse:
»Jeg erkender, at nogen var pressede og trætte, men jeg husker ikke, at der var nogen, der fik skældud.«
Begge parter forklarer, at Jan Helmert havde et udtalt behov for at trække sig, når kameraerne slukkede, hvorfor Tine oplevede en markant forskel i sin tv-mands adfærd.
»Overfor mig var han anderledes – han var mere stille og spids. For mig var det utrygt,« forklarer Tine Joost og tilføjer:
»Jeg havde ikke lyst til at være alene med ham, fordi han hævede stemmen og skældte mig ud.«
Hvordan forholder du dig, Jan, til, at Tine følte sig utryg?
»Den må stå for egen regning, for jeg synes ikke, at jeg som udgangspunkt har en utryghedsskabende adfærd. Jeg respekterer, at det er den opfattelse, hun har haft, men jeg tager den ikke ind, da jeg ikke kan genkende den,« siger Jan Helmert.
Parret har sidenhen talt ud om konflikten, understreger de begge.
Du kan se den femte episode af 'Gift ved første blik' på DR nu.