Det er ikke kun ægteparret Maibrit og Mathias Wessel Busk Sørensen samt den 24-årige Mie Thorup Hansen, der mener, at retten nåede den forkerte konklusion, da man idømte dem henholdsvis 14, 14 og 10 års fængsel for drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen.
Det gør også Statsadvokaten. Dog af nogle lidt andre årsager.
Således oplyser anklagemyndigheden til B.T., at man har valgt at kontraanke dommen, der faldt 23. juni ved Retten i Randers.
Her blev ægteparret fra Nimtofte dømt for drabet på den 40-årige randrusianer, tre drabsforsøg, usømmelig omgang med lig, brandstiftelse og tyveri.
Mie Thorup Hansen, som er kærester med Jesper Jensen, der for længst har tilstået sin rolle i sagen, blev fundet skyldig i det samme – med undtagelse af to drabsforsøg. Og derfor slap hun altså billigere end ægteparret.
Men står det til Statsadvokaten, skal også hun dømmes for det hele. Og så bør de alle idømmes hårdere straffe, lyder det.
Dermed går Statsadvokaten efter det såkaldt strafskærpelse i sagen om Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der en julidag sidste år forsvandt sporløst.
Her var han taget på besøg ved sin elsker og moren til hans kommende barn, Maibrit Wessel Busk Sørensen, der ifølge byrettens dom havde lokket ham til Nimtofte under påskud af, at han kunne hente en seng til sin datter.
Hvad, Frank Dan Nørgaard Jørgensen ikke vidste, var, at ægtemanden Mathias Wessel Busk Sørensen sammen med Jesper Jensen stod klar med jernrør. Klar til at overfalde ham.
Tre gange tidligere havde de ifølge retten forsøgt at tage livet af den 40-årige mand. Men selvom planerne ifølge retten havde været nøje, var Frank Dan Nørgaard Jørgensen hver gang flygtet fra stedet uden skader. Og uden viden om, hvad der ventede ham.
14. juli 2022 blev fatalt for ham.
Med slag og kvælning frarøvede Mathias Wessel Busk Sørensen og Jesper Jensen den 40-årige mand livet, mens Maibrit Wessel Busk Sørensen angiveligt stod og så på.
Mie Thorup Hansen var forud for drabet blevet sendt på stranden med nogle af de andres telefoner. Hun skulle tage billeder og lægge dem på sociale medier. Hun skulle sørge for et alibi.
Senere sørgede de to par sammen med den 24-årige mand og en 37-årig mand for at fjerne ethvert bevis på, hvad de havde gjort.
Eller de forsøgte i hvert fald.
Frank Dan Nørgaard Jørgensens tøj og ejendele blev brændt i en tønde. Hans lig pakket ind i plastik og tape og smidt i et skovområde ved Gassum. Hans bil sat i flammer.
Trods deres anstrengelser blev de to par anholdt fire dage efter drabet. Før Frank Dan Nørgaard Jørgensens lig overhovedet var blevet fundet.
Senere kom yderligere to til. En 37-årig mand, der ligesom Jesper Jensen har tilstået sin rolle – at have modtaget 28.000 kroner for at skaffe liget og andre beviser ad vejen – samt en 24-årig mand, der for nylig var med på anklagebænken.
Her var han tiltalt for nøjagtig de samme forhold som ægteparret og Mie Thorup Hansen.
Ligesom de andre nægtede han sig skyldig i de tre drabsforsøg og selve drabet. Men modsat de andre troede nævningetinget på ham.
Han slap derfor med en dom for usømmelig omgang med lig, bevisbortskaffelse, brandstiftelse og tyveri. Og det kostede ham en straf på otte måneders fængsel. En straf, han allerede havde afsonet med sin varetægtsfængsling.
Dermed kunne den 24-årige forlade Retten i Randers som en fri mand. Og det bliver han ved med at være. Statsadvokaten har nemlig ikke kontraanket hans del af sagen.
Han var da også den eneste af de fire nyligt dømte, der valgte at modtage sin dom.
Både Maibrit og Mathias Wessel Busk Sørensen samt Mie Thorup Hansen valgte at anke på stedet. De går efter at blive frifundet i landsretten.
Vil du vide mere om drabssagen og de mange involverede, kan du lytte til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.