Drabet på hendes elsker og faren til hendes barn skal koste Maibrit Wessel Busk Sørensen 14 års fængsel. 

Det fremgår af dommen fra Retten i Randers, der ligeledes har idømt ægtemanden, Mathias Wessel Busk Sørensen, 14 år bag tremmer for drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen.

Mie Thorup Hansen, der er kærester med den allerede dømte Jesper Jensen, slipper med 10 år for medvirken til drab, mens en 24-årig mand, der er fundet skyldig i usømmelig omgang med lig, bevisbortskaffelse, brandstiftelse og tyveri af nummerpladerne på offerets hvide varevogn bil, med sin varetægtsfængsling allerede har afsonet sin straf på otte måneder.

De tre drabsdømte, der hele vejen igennem har fastholdt deres uskyld, har allerede anket sagen til landsretten. Dermed er det sidste punktum endnu ikke sat i mordkomplottet fra Djursland.

Et komplot ud over det sædvanlige. Med utallige involverede. Og med grundig planlægning, research af forskellige drabsmetoder og hemmelige lydoptagelser. 

Et komplot, hvor man forsøgte at skabe sig et alibi, da man sendte Mie Thorup Hansen på stranden med de andres telefoner på drabstidspunktet.

Et komplot, der slog fejl tre gange, før Frank Dan Nørgaard Jørgensen om eftermiddagen 14. juli sidste år på ægteparrets adresse i Nimtofte med kvælning og jernrør blev frarøvet livet, hvorefter hans døde krop blev pakket ind i plastik, tapet sammen og gemt væk i skovbunden i Gassum.

Motivet har for anklager Jesper Rubow været tydeligt fra start. Ægteparret ville have den 40-årige randrusianer ud af billedet, så de kunne »lege far, mor og blop«. Og det unge kærestepar hjalp til, fordi de som modregning kunne få slettet den gæld, de havde til ægteparret.

Jesper Jensen tilstod i januar drabet og ét drabsforsøg og modtog en dom på 12 års fængsel. Nu er også hans kæreste Mie Torup Hansen dømt for drabet.
Jesper Jensen tilstod i januar drabet og ét drabsforsøg og modtog en dom på 12 års fængsel. Nu er også hans kæreste Mie Torup Hansen dømt for drabet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Snart blev også den 24-årige mand rodet ind i det, han selv betegner som et »drama«, mens den 37-årige mand, der har tilstået at have givet instrukser i, hvordan de andre bedst muligt skaffede sig af med beviserne, modtog et kontant beløb på 28.000 kroner for sin rolle.

Flere af de involverede har peget på Maibrit Wessel Busk Sørensen som hovedarkitekten bag. Peget på, at det er hende, der har kontrolleret og manipuleret de andre ind i det spindelvæv, som blev Frank Dan Nørgaard Jørgensens endeligt.

Nok var hun ikke selv fysisk involveret, da offeret den julidag sidste år blev overfaldet af velforberedte Jesper Jensen og Mathias Wessel Busk Sørensen, der havde iklædt sig arbejdstøj og handsker og gemt sig i en garage, hvor de stod klar med jernrør. Klar til at give Frank Dan Nørgaard Jørgensen »nogle klø, så han ville holde sig væk«, som ægtemanden har forklaret det. 

Men det var Maibrit Wessel Busk Sørensen, der lokkede Frank Dan Nørgaard Jørgensen ud på adressen på Djursland under påskud af, at han kunne hente en seng. 

Og mens hun selv har forklaret, at hun kun så den indledende del af overfaldet, fordi hun ville finde sin telefon og tilkalde hjælp, lyder det fra Jesper Jensen, at hun så det hele. Og at hun endda så tilfreds ud. 

»Hendes arme er over kors, og hun ser ikke skræmt ud.«

»Hun ligner mest en, der er tilfreds, fordi hendes plan nu er lykkedes.«

40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev 14. juli sidste år dræbt. To har allerede tilstået deres roller. Fire personer sidder nu på anklagebænken.
40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev 14. juli sidste år dræbt. To har allerede tilstået deres roller. Fire personer sidder nu på anklagebænken. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Mens Mathias Wessel Busk Sørensen slog, klemte Jesper Jensen med sin arm livet ud af Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der aldrig nåede at møde sit yngste barn, der blev født af den siden fængslede Maibrit Wessel Busk Sørensen i efteråret sidste år.

Fra fængslet sendte hun et brev til sin ægtemand. Skrev, at hun savnede ham. At hun glædede sig til, at de skulle være en familie.

»Jeg vil gerne nyde vores familie, når alt engang bliver normalt for os igen (…) Du er i mine tanker hele tiden, og hver aften sender 'blop' og jeg et kys og en godnathilsen af sted til dig. Mange kærlige hilsner, din kone og din søn,« lød det kærligt dengang. 

Siden er kærligheden forduftet. Og i retten har der været frysende kold luft mellem parret. Særligt fra hustruens side, da hun i sin forklaring frikendte sig selv, men smed sin mand under bussen.

»Jeg kan acceptere mange ting, men jeg kan ikke acceptere, at han har været med til at skaffe min søns far af vejen,« sagde hun og understregede, at de i dag kun er sammen på papiret. 

Forinden havde Mathias Wessel Busk Sørensen i sin forklaring forsøgt at nedtone hustruens involvering. Men da skyldkendelsen var læst op, og det stod klart, at han nu kan kalde sig drabsmand, kom der andre boller på suppen. 

»Det er min påstand, at han har ladet sig styre af sin ægtefælle,« lød det fra hans forsvarer, der argumenterede for, at ægtemanden er et godt menneske og derfor skulle have lavest mulige straf. Faktisk ikke mere end otte til ti år, som er et godt stykke under de 12 års fængsel, det normalt koster at dræbe andre.

Forsvarerens kamp var forgæves. Foreløbigt.

Om landsretten kommer frem til en anden konklusion, vil tiden vise. Men for nu er der en foreløbig afslutning i sagen om den lune og knusende loyale far til fem, der forsvandt sporløst en sommerdag sidste år og aldrig igen skulle se sine børn og nære.

Andre læser også