»Hvorfor? Hvad fanden? Hvad skete der? Det virkelige spørgsmål er, om vi nogensinde får svar.«
Bo Bonde er stadig chokeret. Nyheden om, at hans kammerat formentlig er blevet dræbt, er uvirkelig. Og ikke sunket ind, da B.T. taler med ham.
»Det er surrealistisk, at en, der plejer at ringe et par gange om måneden … at det er slut.«
Bo Bonde og Frank Dan Nørgaard Jørgensen lærte hinanden at kende for godt 20 år siden. Og de talte jævnligt sammen.
Men sidste torsdag forsvandt 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen. Uden en lyd. Og nu er fire mennesker sigtet for at have dræbt ham og skaffet sig af med hans lig.
Den mangeårige kammerat forstår det ikke.
Da en kollega tirsdag viste ham en artikel, hvori det lød, at hans ven ifølge politiets mistanke er blevet frarøvet sit liv, blev han så chokeret, at han dårligt reagerede.
Reaktionen kom først i nat, da han forfattede et hyldestskriv til sin kammerat.
En kammerat, han lærte at kende, da han i starten af 00erne flyttede til Ribe.
»Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde fælles interesser. Blandt andet fiskeri.«
»Det var fiskeriet, der bandt os sammen, men snakken kørte, og vi havde mange fælles bekendte, så vi fandt hurtigt ud af, at vi også havde en god skulder at græde ud hos i hinanden.«
Sådan forblev det.
Nok flyttede Frank Dan Nørgaard Jørgensen til Randers, fik børn og et andet liv, men de to holdt kontakten.
Det var han god til. At huske sine gamle venner. Også selvom han ikke så dem ofte.
»Man kunne altid tale med ham. Uanset om der var gået en måned eller et år siden sidst. Han lagde gerne øre til alt, og der var ikke så mange hemmeligheder mellem os.«
Sidst Bo Bonde talte med sin gamle ven, var lige før sommer.
De var ved at undersøge mulighederne for at tage ud at fiske, som de gerne gjorde det tre til fire gange årligt.
Frank Dan Nørgaard Jørgensen fortalte her om sin nye kæreste. Hvor fantastisk hun var. Og hvor fantastisk de havde det.
»Det er mange, mange år siden, jeg har hørt ham være så forelsket, som når han fortalte om hende,« konstaterer Bo Bonde.
Følelserne er utvivlsomt gensidige. Eller var. Som kæresten skriver i en besked, som B.T. har fået lov til at bringe anonymt:
»Frank og jeg var nyforelskede. Vi var kun lige begyndt, og jeg er ufatteligt ked af, at vores historie blev afbrudt.«
Hun er knust. Bo Bonde er knust. Og rigtig mange andre er knuste.
Det står klart, når man bevæger sig rundt på de sociale medier. Frank Dan Nørgaard var en vellidt mand, der havde gjort indtryk.
»Han havde en lun humor – og masser af den. Han ville gerne lave sjov, joke og gøre ved. Men han var også meget rolig,« fortæller Bo Bonde og fortsætter:
»På den ene side var han typen, der gik med træsko. Hvis han ville folk, var man ikke i tvivl. Men han havde ikke store armbevægelser.«
Frank Dan Nørgaard Jørgensen var mange ting.
Familiemenneske med stort F. Han var varm, næstekærlig og livsglad. En, der berigede andres liv. Langtfra typen, der søgte konflikter, fortæller Bo Bonde.
»Han gjorde ikke en frygtelig masse for at gøre folk vrede, så det, at nogen har kunnet gøre det her mod ham, er fuldstændig vanvittigt.«
Trods magtesløsheden, de ubesvarede spørgsmål og vreden insisterer Bo Bonde på, at de gode historier og minderne om den varme ven og hans væsen skal fylde mest.
Adspurgt, hvad der har gjort Frank Dan Nørgaard til en særlig god ven gennem årene, falder svaret da også lynhurtigt.
Hans loyalitet.
»Han var knusende loyal. Hvis man først var hans kammerat eller en, han ville noget med, kunne man regne med ham til hver en tid.«
