Motivet er helt klart, mener anklageren. Både forklaringer, sms'er og et kærlighedsbrev bidrager ifølge ham som fuldfede streger i det billede, der de seneste par uger er blevet tegnet i Retten i Randers.

Frank Dan Nørgaard Jørgensen skulle lade livet, så et ægtepar fra Djursland kunne få lov til – med anklagerens ord – at »lege far, mor og Blop«.

Retssagen mod de fire tiltalte, der foruden ægteparret tæller en kvinde på 24 år og en jævnaldrende mand, lakker mod enden, og fredag fremførte først anklager Jesper Rubow og siden de fire forsvarere deres synspunkter. 

Anklageren forsøgte at overbevise nævningetinget om, at de fire i forening og sammen med den allerede dømte Jesper Jensen sidste sommer udsatte Frank Dan Nørgaard Jørgensen for først tre drabsforsøg og så drab.

Og efterfølgende forsøgte forsvarerne at overbevise retten om det modsatte. For hvorfor i alverden skulle de have interesse i at slå ihjel, spurgte forsvarerne én efter én.

Fra den 39-årige kvindes forsvarer lød det, at hun rent faktisk havde ganske stærke følelser for Frank Dan Nørgaard Jørgensen. Og at hun gerne så ham blive en del af deres fælles barns liv.

»Hvilken interesse skal hun have i at dræbe faren til sit barn?« spurgte Peter Nisgaard Brink og sagde så: 

»Det er også min opfattelse, at hun i stor udstrækning holder af Frank. Jeg mener ikke, at der er tegnet et billede af, at den 39-årige ønsker Frank død.«

I den modsatte side af retssalen havde anklageren netop nævnt barnet som en del af ægteparrets motiv. Jesper Rubow fremførte, hvordan ægteparret i årevis havde prøvet at skabe sig en familie, men at det først var, da kvinden blev gravid med Frank Dan Nørgaard Jørgensens barn, at drømmen så ud til at blive til virkelighed.

Den 40-årige ægtemand var godt nok ked af hustruens affære, men han ville gerne være far til barnet. På én betingelse: Frank Dan Nørgaard Jørgensen skulle ud af billedet. Noget, han da også erkender.

Forskellen på hans udlægning og anklagerens skal findes i betydningen af 'ud af billedet'.

For spørger man den 40-årige mand, betød det, at Frank Dan Nørgaard Jørgensen skulle have så mange klø, at han ville holde sig væk. At overfaldet endte fatalt var et uheld – og i øvrigt Jesper Jensens skyld, da det var hans arm, der klemte livet ud af Frank Dan Nørgaard Jørgensen. 

»Hvorfor skal han dømmes for Jespers gerninger?« spurgte den 40-årige ægtemands forsvarer, Kurt Jensen, og tilføjede så: 

»Min klient har ikke på nogen måde indset, at det har været en mulighed, at Frank skal kvæles. Og han har ikke kunnet forholde sig til det, da det bare sker.«

Spørger man anklageren, er det skåret i granit, at planen fra start var at dræbe barnets far.

»Det er ikke sådan, at der absolut skal være et motiv i en sag. Men et motiv gør det nemmere at forstå, hvorfor Frank Dan Nørgaard Jørgensen skal dø. Ikke, at I (retten, red.) ville have handlet på samme måde. Eller andre ville have handlet på samme måde. Men det kan ses som en forklaring på, hvorfor det er sket,« lød det blandt andet fra Jesper Rubow.

Retten har nu trukket sig tilbage for at votere. På onsdag klokken 10 vil skyldkendelsen blive afsagt, og derefter vil anklager og forsvarere på ny tage ordet for at argumentere for, hvilken straf de finder passende.

I livebloggen herunder kan du læse eller genlæse, hvorfor anklageren mener, at de to 24-årige er skyldige i et drab, de ikke engang var til stede til, og hvad de øvrige forsvarere har haft af argumenter for deres klienters uskyld:

Andre læser også